308 / 312
TILLÆG.
F
or mig har min kunst været alvor.
Jeg finder, at alle
vi kunstens udøvere har store forpligtelser, først mod
kunsten selv, dernæst mod kollegaerne og publikum.
Jeg har igrunden, uden at ville det, stødt nogen af dem, som
jeg «staar i baas» sammen med, som det heder; de er jo
saa sinte paa mig, saa jeg kan resikere at komme for
tamperetten.
Frøken
P a r e liu s
advarede mig en dag, jeg mødte hende
udenfor theatret:
«Tag nu munden din ivare, Lucie, du
bliver
saa vist tre-marks-mand.»
(Det vil sige at blive
mulkteret for sin mund.)
«De er saa gale paa dig deroppe,
saa gak ei
did; thi du vinder intet uden en.banket trøie,
som
H o lb e r g
siger.»
Men om de saa alle sammen raser
aldrig saa meget mod mig, saa staar jeg ved, hvad jeg har
sagt.
Jeg faar trøste mig med Steensgaards ord i «De unges
forbund»:
«Jeg vil noget, som der er skjønhed i,» eller med
Bastian Monsens ord i samme stykke:
«Jeg føler mig saa
sterk, jeg maa gjøre noget.»
Fru
H e ib e rg
paapeger i sin bog saa mange misgreb,
som gik isvang ved det kongelige theater i Kjøbenhavn,
hvorved hun vakte en hel storm af uvilje mod sig; men
39 — Fru Lucie W olfs livserindringer.