307 / 312
304
fr u
L
u c ie
W
o lfs
l iv s e r in d r in g e r
.
Jeg blev som ung igjen ved al den kjærlighed, hvormed
vi der begge blev omfattede.
Mine bekjendte og de, der
havde seet mig spille i ungdommen, kom og takkede mig
for en uforglemmelig aften, hvor jeg havde fremtryllet for
dem minderne fra min ungdoms glansroller, og deres hjerter
havde jublet af fryd over at se, at jeg — trods de mange
mellemliggende aar — endnu havde bevaret min friskhed.
Om min datter sagde de, at hun mindede dem om mig, saa
de maatte elske hende, selv om hun ikke med sin herlige
stemme for altid havde sunget sig ind i deres hjerter.
Fra en liden — mig ganske ukjendt — pige fik jeg et
brev, hvori hun, efter at have takket os for koncerten, som
hun havde været paa, blandt andet skriver, at hendes moder
havde sagt, at hun maatte huske, at det, at hun havde faaet
se og høre
L u c ie W o lf ,
det var det samme, som naar de
gamle saa
O le B u l l .
Idet jeg hidsætter følgende lille digt af komponist Ole
Olsen i «Aftenposten» til mit 40-aars jubilæum, vil jeg slutte
min bog med det haab og fromme ønske, at den maa have
moret
ialfald nogle af mine ærede læsere og læserinder
ligesaa godt, som den har moret mig selv at skrive.
T i l
L
u c i e
W
o l f
v e d h e n d e s 4 0 - a a r s j u b i l æ u m 5 t e j u n i 1 8 9 3 .
En kunst, hvor aanden og hjertet mødes,
et spil, hvor taaren af smilet dødes,
naar ord og tone tar stevnestund
med stev og lok ifra folkets mund.
Et foraarsgry med en skyfri himmel,
en sommerdag under blomstervrimmel,
et høstkveldshaab i et kunstnerkald.
et liv i lys selv mod solefald.