311 / 312
}o8
fr u
L
u c ie
W
o lfs
l iv s e r in d r in g e r
.
Tak.
Det er sant, at dengang de tog teatret fra mig, de, som intet hadde
med det å bestille, dengang voldte de mig den største smærte, jeg har hat.
En velvoksen man kan ingen større smærte føle æn den å miste sin gjærning.
Dengang var teatret det for mig, som leret er for skaberkraften, ansvarets
post er for statsmannen, herskeren, — nemlig selve livet. For en kamp jeg
gjennemlevede, før min trang fant en annen form! Hvormange hundre nætter
jeg drømte,
atnu var jeg der igjen,
nu kom I alle mot mig!Jeg turde
i
årevis ikke sættemin fot der for ikke å rive alle sårene op.
Og nu? Å, siden mange, mange år velsigner jeg den dag, de med
tvang drog mig bort fra teatreti
For mig blev det en omskapelse, jeg ikke straks nådde, men som
efterhånden udvidede syn og ævner og med dem formålene.
Det er ikke, som De tror og skriver, kjære fru Wol f , at jeg_senere
«har rodet mig op i så meget stygt». De er ænnu så ung i kraft, at De
vil leve den dag, min gjærning — om også i mange mindre ting feiltagende
— vil ses på som så samlet og stærk, at den regnes med blant det, som har
givet samtiden mål og - karakter. Det er ikke mine fiender, som har den
siste dom over mig.
Måtte
De
nu opleve en glæde,svarende til den,
Deresmodige, varme
sjæl har git min
hustru og mig idag!
Med hilsen til alle Deres kjære, og alle vænner ved teatret, fremfor
alle Gu n d e r s e n ’ s, — ænnu én gang min tak!
Deres
B
j ø r n s t j e r n e
B
j ø r n s o n
.