301 / 312
fr u
L
u c ie
W
o lfs
l iv s e r in d r in g e r
.
«Rom, den 25de maj 1883.
Kjære fru W o lf !
I begyndelsen af denne maaned havde vi den uventede fornøielse at.
modtage et brev fra Dem. Brevet var jo rigtignok stilet til min hustru; men
da det i hovedsagen vedkommer mig, saa tillader jeg mig herved personlig at
besvare samme.
De ønsker fra min haand en prolog til den festforestilling, som i juni
skal gives paa Kristiania theater i anledning af Deres 30-aarige kunstnervirk-
somhed dersteds.
Gid jeg saa sandt kunde efterkomme Deres anmodning.
Intet skulde'
været mig kjærere. _Men jeg kan det ikke; jeg kan det ikke for min over
bevisnings og for min kunstbetragtnings skyld. Prologer, epiloger og alt sligt
noget burde ubetinget forvises fra scenen.
D e r hører kun den dramatiske-
kunst hjemme; og deklamation er ikke dramatisk kunst.
Prologen skulde naturligvis være paa vers; thi saa er jo skik og brug..
Men
jeg kan ikke være med paa at holde denne skik og brugi live. Verse-
formen har tilføiet skuespilkunsten overmaade megen skade. En scenisk kunst
ner, der har sit repertoire i samtidens skuespildigtning, burde ikke gjerne tage-
et vers i sin mund.
Den versificerede form vil neppe finde nogen nævneværdig'
anvendelse i den nærmeste fremtids drama 1 thi fremtidens digterske intentioner
vil sikkert ikke kunne forliges med den.
Den vil derfor gaa til grunde..
Kunstformerne dør jo ud lige saa vel som urtidens urimelige dyreformer døde-
ud, da deres tid var omme.
En femfodet jambe-tragedie er jo allerede nutil
dags en ligesaa sjelden forekomst som den fugl dodo, hvoraf der kun lever
nogle ganske faa individer nede paa en afrikansk 0.
Jeg selv har i de sidste 7— 8 aar neppe skrevet et eneste vers, meni
udelukkende dyrket den ulige vanskeligere kunst at digte i jævnt sandfærdigt
virkelighedssprog. Det er gjennem dette sprog at De er bleven den udmær
kede kunstnerinde, De nu er. Glatte vers har aldrig hjulpet Dem til at be
stikke nogens omdømme.
Men hertil kommer, hvad der synes mig at være hovedsagen.
I en:
prolog skal der siges publikum allehaande behageligheder; der skal takkes for-
overbærenhed og for veiledende domme; kunstneren skal gjøre sig selv saa
bitte liden, som det gjennem de rimede krinkelkroge blot er muligt. Men er
der nu sandhed i saadant noget ? De ved selv, lige saa godt som jeg, at det
ikke er sandhed. Forholdet er netop det omvendte.
Det er ikke Dem, der
staar i gjæld til publikum; det er publikum, der skylder Dem saa uendelig
meget for Deres 30-aarige trofaste arbeide.
Det er dette synspunkt, som jeg mener at en betydelig kunstner, af