309 / 312
3
o
6
f r u
L
u c ie
W
o lfs
l iv s e r in d r in g e r
.
hun fandt vel, at
H o lb e r g ’s
ord, som han skrev over for-
teppet
paa theatret i hans tid,
var rette og træffende, og
som forresten passer lige godt til alle tider; de lyder saaled es:
«Ey komme inden disse Døre, hvad hæsligt er at skue eller
høre.»
Ak ja, det er skjønne
og sande ord!
Han vidste
vel, hvor alvorsfuld og lærerig en kunstanstalt bør være.
Man har spurgt, med hvad ret jeg tillader mig at kritisere
mine
kamerater.
Naar man skal nedskrive sit levnetsløb
som kunstnerinde, er det vel umuligt ikke at komme til at
nævne dem, man
i saa mange aar har virket sammen med.
Jeg
har josamme
ret, som enhver kunstner, der skildrer, hvad
der i hans samtid har virket hemmende eller løftende i hans
kunst, og da vi skuespillere særlig er afhængig af hverandre,
saa er det mig aldeles umuligt, naar jeg skriver om mit eget
. sceniske liv, ikke ogsaa at medtage kollegaernes.
Jeg troede ikke at fornærme nogen ved at paapege,
hvilket rollefag der ligger for den og den person.
Jeg var
saa naiv at tro, at naar man havde den rette opfatning af
sin kunst, er denne lige stor og betydningsfuld, i hvilket fag
man optræder.
Der var ingen, som fortalte mig, før jeg begyndte paa
min bog, at jeg ikke havde lov at omtale mine kamerater.
Tvertimod, baade disse samt mine overordnede raadede mig
sterkt til dette arbeide, som virkelig har interesseret mig meget.
Jeg
tænkte at jeg, som er en af grundlæggerne for
norsk skuespilkunst, og som har virket i denne i snart 45
aar, maatte — uden at fornærme nogen — have lov til at
sige min mening om et og andet til belærelse for de yngre,
som kommer til theatret.
Jeg vil bede dem af kameraterne!
som har følt sig stødt over mine ord, om at lægge merke
til, at jeg ingenlunde har undladt at paapege de feil, jeg
selv er i besiddelse af, og at jeg har kritiseret, ja, harcelleret
mig selv i roller, som jeg efter min mening
i k k e burde
have spillet.