279 / 312
P
e r n i l l e
, o g h e r h æ n d t e n o g e t m e r k v æ r d i g t , s o m v i s e r , a t
h e n d e s f o r u d a n e l s e r v a r r i g t i g e .
Det var pintseaften.
P e r n i l l e
stod i kjøkkenet og stelte,
da
M a r t h e
kom ind og sagde til hende:
«Kjære
P e r n i l l e ,
ved du, at jeg føler, jeg skal dø imorgen, pintsedag.
Jeg
bad saa inderlig til Gud derom, og jeg har faaet en saa
vidunderlig fortrøstning om, at han har hørt min bøn, og at
jeg skal faa feire min sande pintsehøitid i samfund med ham
— og ogsaa med fader.»
P e r n i l l e
sluttede hende kjærlig
i sine arme og sagde rørt:
«Ja,
M a r t h e ,
nu tror jeg, du
er et Guds barn, og at han snart vil kalde dig til sig; men
du faar være taalmodig og vente, til hans time slaar.
Det
er da slet ikke sagt, den er saa nær, som du tror.»
Derpaa
sagde
M a r t h e
godnat og gik op paa sit kammer, som laa
ret over
P e r n i l l e ’s
stue.
Klokken
5
pintsemorgen vaagner
P e r n i l l e
af et sterkt
dunk i taget.
Med bange anelser farer hun op af sin seng
og springer til
M a r t h e ’s
kammer.
Idet hun aabner døren,
ser hun
M a r t h e
ligge knælende foran sengen med sine foldede
hænder høit opstrakte, mumlende en bøn.
Da
P e r n i l l e
tog
hende i sine arme, udaandede hun.
M a r t h e
var hele sit liv en nervøs, sensibel natur. Flere
gange havde hun forudanelser om ting, som virkelig skeede.
Som f. eks. den nat moder døde.
Det var, medens
M a r t h e
var hos mig i Kristiania.
Hun kom
en morgen ind tilmig og sagde:
«Saa du
det deilige maaneskin inat,
L u c i e ? »
Men jeg havde sovet
og intet seet.
Hun saa lidt eksalteret ud og vedblev:
«Jo,
i det deilige maaneskin inat kunde jeg ikke sove; men laa
og tænkte paa moder,
som er saa syg, og bad for hende.
Med en gang
viser hendes ansigt sig for mig saa klart og
tydelig, som jeg sidste gang saa
hende, med sin søndags
kappe med de grønneflorsbaand.
Hun smilte saa kjærlig
til mig; jeg laa længe
og saa paa hende. Du kan tro, hun
2 7 6
f r u Lu c i e W
olfs
l i v s e r i n d r i n g e r .