275 / 312
lægge benene op i den, som er saa fornem!
Nei, den gode,
gamle, høiryggede sofa med det slidte betræk, den er meget
bedre; vi to er saa gode venner; den har givet mig mangen
en god lur, og
i den kan
jeg spænde
og snu mig af hjertens:
lyst.»
Ja, det var ikke andet at gjøre;
alt blev bragt paa.
loftet, og fader var sjæleglad i sine vante omgivelser.
Man kan gjøre sig begreb om, hvor fader var afholdt,,
naar man hører, at han, da han tog sin afsked fra banken,
gik af med sin fulde gage som pension.
Alt gammelt var fader saa kjært.
Ude paa almenningen
og langs husene ved siden af sparebanken stod der en række
gamle, vakre trær, hvorunder fader saa godt likte at gaa med
sin pibe om aftenen.
Men saa begyndte man en vakker dag
at fælde trærne.
Fader blev saa forfærdelig bedrøvet, at
han gik op til vor nabo og med taarer bad om, at han ikke
maatte volde ham den store sorg at tage væk saa mange
kjære
venner, der nu isaa mange aar
havde frydet hans:
øine,
og hvis vakre løvskygger saa ofte havde givet ham
lyse, blide minder og drømme om hans hjem paa Voss.
Denne vor nabo var en hjertens god mand, som holdt
af fader; men dette kunde han ikke føie ham i; trærne
maatte ned.
Han talte mildt og trøstende til fader:
«Ja,
stakkels
J o h a n n e s e n
mand, jeg ved, at dette bliver en sorg
for jer; men tiden gaar fremad og har sine krav.
I har jo
saa mange kjære vennetrær baade paa Korskirkegaarden ganske
nær ved jer og i mark og skog; de kjender jer nok allesammen,
for I elsker naturen, og den vil nok lindre dette savn for
jer.»
Da han saa, at fader endnu sad med taarer i øinene,
og dette formodentlig gjorde ham ondt, sagde han:
«Hør
nu,
J o h a n n e s e n ,
jeg har ondt af jer og liker jer saa godt,
for I er en god og livsglad mand, og det er saa fornøjeligt
at prate lidt med jer af og til.
Nu er jeg en rig mand, og
]eg vilde saa gjerne gjøre jer en liden glæde.
Sig mig
nu ligefrem, om I ønsker jer noget, eller der er noget, 1.
2 7 2
fru
L
ucie
W
olfs
l iv s er i nd r in g er
.