270 / 312
ET OG ANDET FRA THEATERLIVET.
2 6 7
nesket og kunstneren paa en saa skjøn maade har gaaet
haand i haand som hos ham.
Han er saa elskværdig.
Er der nogen, som rammes af
en sorg, saa er han den første til at ile dem imøde med sin
trøst og opmuntring; jeg har erfaret dette saa mangen gang.
Til ham har jeg trøstig tyet hen, naar noget har pint og
trykket mig.
Naar jeg har været heftig og hensynsløs i min
mund, som jeg desværre ofte har været, saa kommer han
stille hen til mig, tager mig kjærlig i haanden og siger:
«Nei, kjære veninde, ikke saa heftig!
Husk paa, du faar saa
mange imod dig ved det, at du altid siger din mening om
alting hernede.
De skal ikke faa lov at tale ondt om dig;
dertil holder jeg formeget af dig.
Vær forsigtig, kjære
L u c i e . »
Uagtet han selv har en daarlig helbred, er han dog altid rede
til at trøste og berolige andre.
Som da jeg var syg, fandt
han paa de utroligste løier for at faa mig til at le, saa jeg
ikke skulde tænke paa min sygdom.
Ja, om jeg ikke havde
K l a u s e n
paa theatret, saa tror jeg
ikke, at jeg orkede at være der, saa meget jeg end elsker og
ærer min kunst.
Hans person virker paa mig som en bero
ligende mikstur; der er fred, glæde og kunstnerstemning,
hvor og naar han er tilstede.
Kunstneren hos ham har lok
ket det bedste frem i hans ædle natur.
Han har en sterk,
barnlig tro paa, at Gud gjør alt til det bedste for ham.
Han
har saa ofte trøstet mig og forvisset mig om, at alt, som
hænder os af godt som ondt, er kjærlighed fra G ud' for at
drage os til ham.
Dertil er han en elskelig egtefælle og fader
for hustru og børn, en, som de fleste kan tage eksempel af.
Ja, man faar tilgive mig, at jeg taler saa meget om dette
mit rent personlige forhold, men mit hjerte strømmer over,
naar jeg kommer til at tale om denne min trofaste ven og
kunstbroder.
Vi har havt mange fornøielige stunder sammen, hvilket
vi ogsaa har den dag i dag.
Møder jeg ham paa gaden, e r