269 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
l i v s e ri ndr i n ge r
.
De fleste af vore skuespillere søger hvert aar
s t i p e n
d i u m , dette bør ogsaa gives dem, da de i sandhed trænger
at læie meget.
Dog gives stipendierne ofte meget uskjøn-
somt bort.
En kunstnerinde som fru
D y b w a d
f. eks. bør absolut
have stipendium; hun er af de egte perler, der aldrig taber
sin originalitet over, hvad hun ser og hører.
Ved at være et
par maaneder i Paris har hun allerede tilegnet sig en langt
større ro baade over sit indre og ydre.
Hun er lige frisk
og naturlig, varm og sprudlende; men nu giver hun dette i
en skjønnere form, uden at hun derved har tabt spor af sin
oprindelige naturlighed.
Der findes kunstnere,
som har faaet stipendium, men
som eftei min mening aldeles ikke burde havt det;
i k k e
fordi de mangler begavelse, men fordi de — af hvad de alle
rede har seet ude — er stivnet i skole, saa de har ondt for
at give sig helt hen i sine roller.
De tænker stadig paa, om
den eller den stilling er rigtig; hvert skridt er beregnet, og
dette virker, at personen bliver ufri.
Man skal nok have
plastik, men ikke saa meget, at rollens indre taber sin rette
kolorit.
En saadan kunstner, synes jeg, burde istedenfor
stipendium gives det raad at søge i sit eget indre og der
finde det meste af, hvad han skal give.
Vi har en kunstner iblandt os,
H e n r i k K l a u s e n .
Jeg
maa faa lov at tale lidt om ham.
A f alle de kamerater, jeg
har ha\ t, er der ingen, som har staaet mit hjerte nærmere
end han.
Dette er en virkelig kunstnersjæl, varm og begejst
ret, som holder skjønhedsfanen høit, og for hvem intet offer
falder tungt, naar det gjælder hans kunst.
Han er en af dem, som af sit" fulde hjerte anerkjender
andres begavelse og glæder sig inderlig, naar en kamerat gjør
lykke.
Om hans talent behøver jeg ikke at tale; dette er
bekjendt nok.
Men sjelden eller aldrig har jeg seet, at men-