266 / 312
ET OG ANDET FRA T H E A T E R LIV E T.
2 6 3
Hvordan jeg saa kunde spille «Bruden paa staburet», kan
vel enhver begribe.
Jeg maa sige, at publikum var mageløst
overbærende; for jeg sagde bare et og andet ord, hvorpaa
jeg skreg af latter.
Men merkelig nok lo hele salen ligesaa
meget som jeg selv, og de paastod, at en saa fornøielig situa
tion havde de aldrig været med paa.
Engang, medens vi var paa den samme turné, kom en
kjærring til
J o h a n n e s B r u n
og spurgte, om han vilde kjøbe
en sød, liden hundehvalp.
«Er det en han eller en hun?»
spurgte han konen.
«Ja, det veit jeg itte,» svarede hun, «men
mora var ei hu’».
J o h a n n e s
kjøbte hunden, som blev kaldt «Flora».
Mange baade morsomme og mindre morsomme scener
havde
Jo h a n n e s
og jeg, naar
vi
spillede sammen.
Naar han af og til var lidt for lystig, var han svært
vanskelig at spille sammen med, og saadanne stunder var
ikke altid morsomme for mig, ikke at tale om, at jeg da
aldrig vidste, hvor jeg havde ham med hensyn til stikord til
mine replikker.
Men han blev rasende, naar jeg beklagede
mig over at spille med ham, naar han var saa usikker, som
engang, jeg spillede hans kone, Martine, i
M o lié r e s
«Dokto
ren imod sin vilje.»
Der prøvede han rigtig min taalmodig-
hed.
Han sagde bogstavelig ikke et ord af det, han skulde
sige og som jeg skulde svare paa, saa jeg maatte lave replik
ker for at faa nogen mening i det.
Jeg var rasende, da vi kom ud i kulissen, og sagde:
«Nei,
J o h a n n e s ,
dette er for galt, jeg melder dig, det kan
du stole paa!»
Herpaa svarede han b lo t :
«Vent til vi kom
mer ind igjen.»
Ja, der fik jeg svar, det er vist og sandt.
Vi havde en trættescene, som ender med, at han tager sit
bæretaug og prygler mig med, og nu brugte han touget saa
•eftertrykkelig, at jeg længe efter havde gule og blaa striber
paa min ryg.
Jeg var kun iført en tynd skjorte samt et
:skjørt.
Skrige skal jeg jo, og jeg tror nok, at aldrig har