271 / 312
2 6 8
fru
L
ucie
W
olfs
l i v s e ri n dr i n ge r
.
det ikke sjelden, at han faar mig i en saadan latter, at jeg
næsten prostituerer
baade ham og mig.
Som engang vi
maatte ty ind
i en butik — til
J e n s e n i
Torvgaden — ;thi
midt i vor latter traadte vi paa foden til en gammel dame,
saa hun skreg høit, og folk begyndte at samle sig.
Vi har ogsaa reist sammen og havt aftenunderholdninger.
Engang kjørte vi om natten efter en saadan i Larvik gjennem
en stor skog.
Han havde netop fortalt mig, at der stod en
fæl fyr og saa
med graadigt blik paa alle de penge, vi fik
om aftenen, og nu pegte han paa et træ og sagde:
«Se,
L u c i e ,
synes du ikke, du ser røveren staa der henne?»
Men
han havde nær skræmt livet af m ig; jeg blev saa bange, at
jeg sprang af vognen og løb til byen igjen;
K l a u s e n
efter
mig, skydsgutten efter
K l a u s e n o g
tilslut hesten, som alene
havde vendt med v o g n e n ; det hele kompagni i fuldt trav, og
alt dette bare fordi
K l a u s e n
fandt paa at skræmme mig med,
at røveren lurte paa os og pengene.
Endelig fik han da overbevist mig om, at det hele var
spøg; vi gjorde helt om og kom velbeholden til Sandefjord,
hvor vi skulde spille om aftenen.
Samme aar var vi ogsaa i Bergen, hvor vi som altid der
havde uforglemmelige dage.
Han var Per Gynt, jeg sang
norske viser og spillede et par roller.
Jeg glemmer ikke den dag, han og jeg skulde dele vort
honorar; han holdt en saa ugudelig kommers, at det var
umuligt at faa greie paa, hvor meget vi skulde have hver;
men han paastod, at han ikke kunde tælle, naar jeg brugte
en saadan mund, og saa tog han en hundredalerseddel, —
som vi dengang brugte — , stak den i munden paa mig og
sagde:
«Nu tænker jeg du tier, saalænge den sidder i din
mund,» hvilket jeg ogsaa gjorde, da ¡vi vel ellers aldrig var
blevet færdige.
Min datter
S i g r i d
var med mig dengang, og med hende
hændte der følgende: