267 / 312
2 6 4
fr u
L
u c ie
W
o lfs
l iv s e r in d r in g e r
.
nogen skreget naturligere, end jeg dengang gjorde.
Jeg fik
vist forskud paa prygl for mange aar.
Grædende af smerte
løb jeg lige op og meldte ham for direktionen.
Vort uven
skab varede forresten aldrig længe; derved trivedes ingen af
os.
En aften, da vi havde spillet i «Kjærlighed og lykke
træf», kom han hen til mig og sagde:
«Ja, jeg er jo saa
gal paa dig i grunden, men — Gud fader, hvor du spillede
yndig iaften !»
Naar jeg beklagede mig over, at han ikke gav mig rig
tige stikord, sagde han:
«Aa, pyt!
Du klarer det saa fint
alligevel, du.
Jeg gjør det ofte med vilje, for det er saa
morsomt at se, hvor du greier dig godt ud af det, medens
mange af de andre staar og taber baade næse og mund af
forskrækkelse, naar jeg ikke «mater» dem med alle stikreplik
kerne.
Det er saa kjedeligt altid at være saa korrekt, men
saa svært fornøieligt at løbe lidt løbsk engang imellem.»
Engang i et stykke, hvor han var en gammel mand og
jeg en ung pige, staar vi og ser ud over vandet efter en
baad.
I haanden har han en lang kikkert (af theaterrekvisit-
terne, saa den var af malet pap), som jeg beder om at faa
laane.
Idet han rækker mig den, brækker han den tvers
over, saa jeg til publikums største moro, .maatte kige i en
kikkert, hvis ene ende hang og dinglede foran mig.
For at
gjøre det endnu mer komisk, laver han følgende r e p lik :
«Passer kikkerten for øinene dine, vennen
min ?
Ser du
baaden kommer?»
I «Aprilsnarrene» spillede han Hans Mortensen og jeg
Trine Rar.
Hans gjemmer sig inde i et skab,,hvor der staar
en meget stor fødselsdagskage, som fru Bittermandel skal
traktere sine gjester og børnene med.
I stykket skal "Hans
tage et lidet stykke af kagen, men en aften tager han hele
k a g e n ; først spiser han selv saa meget, han kan, og putter
resten i sine lommer, saa de staar ud som to store kugler,
for at gjemme det til mig.
Da de skjænder paa ham
for