268 / 312
ET OG ANDET FRA THEATERLIVET,
dette, svarer han ganske rolig:
«Hm, jeg skulde vel tro, at
Trine fortjente det bedre end alle de ækle ungerne.»
Naar
han kunde komme til at skræmme os, frydede han sig meget.
Saaledes kom han ofte styrtende |ind i foyeren og skreg:
« L u c i e ,
du skal — ikke ind!»
Jeg troede naturligvis, at jeg
havde glemt at gaa ind og var alt paa sprang ind paa scenen,
før hans «ikke» ledsaget af en skoggerlatter kom.
Engang havde han tæmmet en liden mus, som han kaldte
«Terpsichore», og som han bar
i sin vestelomme.
Medden
skræmte han næsten livet
af
os, idet han, naar
enaf os
skulde optræde barhalset,
lod
musen danse paa
vorbare
nakke, og det var med nød og
neppe, vi ikke satte i ethim-
melhøit hvin for aaben scene.
I et stykke, som jeg tror hed «En ødeland», spillede
W o l f
en baron, og
J o h a n n e s B r u n
og jeg var hans tjener
og pige.
Vi blev kaldt ind for at give baronen besked om
noget, som havde tildraget sig paa slottet blandt baronens
gjester.
B r u n
havde en lang replik, som han aldrig havde
sagt paa prøverne, da han fandt den saa lang og kjedelig.
Da vi saa paa spilleaftenen kom ind for at give besked,
begyndte
J o h a n n e s
paa sin lange replik:
«Ja, hr. baron, jeg
skal berette Dem den hele tildragelse.
Idet jagtfølget skal til-s
at ride ud . . . . '» — her kastede han et polisk blik til mig
og sagde:
«Ja, Lise, fortæl nu du resten; du saa jo det
samme som jeg, og du husker det nok bedre.»
Der stod jeg,
min arme synder!
Da han paa prøverne aldrig havde sagt,
hvad han skulde sige, saa vidste jeg jo ikke, hvad det var,
jeg skulde berette; men sagde blot, idet jeg forlod scenen:
«Nei, min tro, om jeg kan huske det, herre!»
J o h a n n e s
fik
sit poliske blik tilbage og blev staaende og tøve alene, for
pint af latter, som han var.
Ifølge rollen skulde jeg have
været inde paa scenen, medens han beretter sin historie.
34 — Fru Lucie W olfs Livserindringer.