273 / 312
2 7 0
fru
L
ucie
W
olfs
li v se ri nd r in ger
.
En aften skulde jeg synge nogle nye sange og havde
prøvet med 3 forskjellige, som skulde akkompagnere m ig;
men om aftenen erklærede den, som skulde gjøre det, at han
ikke turde, da jeg ikke holdt mig til takten, men sang
ad
libitum,
alt eftersom jeg kom i stemning.
Jeg var ganske
raadvild.
Hvad skulde jeg gjøre?
Jeg sagde da til
S i g r i d ,
som dengang var mellem 9 og 10 aar, at hun maatte gaa
ned i orkestret, hvor pianoet stod, og akkompagnere mig.
Dette var hun vant til at gjøre hjemme; hun spillede
efter øret alt, hvad hun hørte; men nu blev hun bange og
begyndte at græde.
Jeg sagde, at hun
m a a t t e hjælpe mig,
og hun gjorde det — aldeles nydelig og paa en maade som
ingen kunde gjøre hende efter.
Ja, det var et øre, som fulgte
med og forstod, at tekst og musik skal gaa haand i haand
for at forstaaes rigtig.
Den stakkel, hvor bleg og bange hun
sad d e rn e d e ; men det gik udmerket, og hun fik megen tak
for sin brilliante maade at akkompagnere paa.
Ja, hun var merkværdig.
Man har skrevet om, at
M o z a r t
spillede klaver, da han var 6 aar gammel; men jeg kan for
tælle, at
S i g r i d
baade kunde spille og synge, længe
f ø r
hun
kunde tale.
Hun laa i sin vugge og sang sig i søvn med
forskjellige melodier, som hun hørte
W o lf
og mig synge;
hun var da halvandet aar.
Da hun skulde begynde at spille med
M a r t i n U r s i n , .
sagde han, at det næsten var en umuligh ed; hun havde lavet
sig sin egen fingersætning og spillede alt det, hun skulde,
men noderne kjendte hun lidet til, og det var svært for
hende at faa dem ind i sit hoved.
Hun var en ganske liden pige, da «Per Gynt» gik for første
Gang her hos os, men hun spillede denne vanskelige musik
helt og holdent efter kun at have hørt den 3 å 4 gange.
Det
v a r e t s a n d t o r d , d et , s o m g a m l e H a r t m a n n .
skrev
o m h e n d e : a t h u n e r e n d e c i d e r e t m u s i k n a t u r .