262 / 312
ET OG ANDET FRA TH E A T E R L IV E T .
259
liv, en glødende interesse, som næsten var at ligne med hans
berømmelige faders.
Hans instruktion var dog ikke altid
heldig for de yngre kræfter, da de tog for bogstavelig efter
alt det, han gjorde og sagde, saa de som oftest kun var kopier
af ham, — i saa henseende var han bedre for de ældre, som
ikke tog alt med.
Men ungdom, liv, fart og begeistring bragte
han med sig, det er vist, dertil var han af hjertet god og
elskværdig, rent barnslig undertiden.
Paa samme tid kunde
han være grov som en stud, og vi trættede da, saa bustene
føg os om ørene; men han var ogsaa — ligesom faderen —
første mand til at gjøre godt igjen, om han havde fornærmet
nogen.
Dette hans gode hjertelag har jeg mange gange er
faret, saa at jeg igrunden holder inderlig af ham.
Han skaf
fede mig mangen en god latter; thi han havde en rasende
morsom maade at fortælle fornøielige historier paa.
K la u s e n
hørte med blandt
B jø r n s o n ’s
yndlinge ved the-
atret.
Han havde et aabent øie for
K la u s e n ’s
komiske talent.
Ja,
B jø r n s o n
og jeg kunde le godt sammen af ham.
Naar
K la u s e n
prøvede i en af sine komiske roller, raabte
B jø r n :
«Nei, send da bud efter fru
W o l f ;
hun vil jo revne af latter
over dette!»
Han har gjort én ting for theatret, som han særlig bør
takkes for:
Det er for vort pensionsfond, som der saa ufor
svarlig bliver værnet om.
Saaledes gives og har der altid
været givet den daarligste forestilling, theatret kan opdrive,
til indtægt for pensionskassen, og
resultateter da ogsaatomt
hus.
Det er og har altid været en samvittighedsløs og ube
gribelig maade at tage denne saa vigtige sag paa.
Det vil jo
ikke nu vare mange aar, før et helt kuld
skal leve af den
smule renter, der er at faa
af denne saa
vanskjøttede pen
sionskasse.
B jø r n B jø r n s o n
synes som jeg og de fleste af personalet,
at theatrets allerbedste forestilling skulde gives i dette øiemed,
saa var man da sikker paa en god indtægt.
Nu har
B jø r n s o n