257 / 312
ET OG ANDET FRA
THEATERLIVET.
M
in kunstnerbane har været saa skjøn, saa man faar
tilgive mig, at jeg fortæller derom og lader folk
faa læse om alle mine triumfer.
Jeg faar bruge
Trine Rar’s replik i «Aprilsnarrene»:
«Ja, naar jeg ikke skal
faa lov at fortælle det, hvad fornøielse kan jeg da have deraf?»
Men jeg har jo ogsaa af og til faaet meget skarp kritik,
naar jeg har været mindre heldig; og det, jeg har faaet, har
jeg ærlig fortjent.
Som da jeg spillede Mette i «Kjærlighed
uden strømper».
Det kunde jeg ikke faa til, da rollen slet
ikke laa for mig.
Dertil kom jeg engang i en saadan latter,
at jeg komplet forstyrrede en hel scene.
Det kom af, at
A b e ls t e d
satte parykken bagvendt paa, saa pisken hang ned
over næsen istedetfor nedad nakken.
Jeg maatte gaa ud af
scenen, da jeg ikke
k u n d e tale for latter.
Selv om man
havde sagt:
«Nu slaar jeg dig ihjel,» havde jeg leet alligevel.
I den sidste scene, hvor jeg ligger som død paa gulvet, kom
latteren igjen over mig, saa
Jo h a n n e s B r u n ’s
hoved, som laa
paa mit bryst, hoppede op og ned som en bold, hvorover han
blev aldeles rasende.