255 / 312
2 5 2
fr u
L
u c ie
W
o lf s
l iv s e r in d r in g e r
.
Selskabet spredtes derpaa i de tilstødende værelser, hvor
man tilbragte et par timer under samtale, musik og til slut
ning dans til kl. 12.
&
*
Men der var én, som ikke rigtig likte al denne jubel og
al den virak, der blev mig tildel, og det var — gamle fader.
Han var bange for, at dette vilde stige mig til hovedet, skrev
derfor til mig og bad mig mindes disse ord:
«Gud staar de
hoffærdige imod, men de ydmyge giver han naade.»
Sam
tidig sendte han mig følgende salme, som han bad mig lære
udenad :
Naturens gaver, lykke, stand
og hvad vi har,
er naade fra min skabermand.
Fra overmod han mig bevar!
Om jeg kan nytte verden mer,
end andre kan,
saa dannede Gud selv mit ler
til mere kraft og mer forstand.
Om større lykke møder mig,
end andre her,
mon jeg da føler inderlig,
jeg en uværdig synder er?
Og om jeg end blev høi og stor,
det er Guds vei.
Mon den, som dybt i støvet bor,
ei bedre er, langt mer end jeg?