254 / 312
M IT 25-AAR.S JUBILÆUM.
251
Nu greb fru
W o l f
sit glas, og med den hende eien-
dommelige varme, liv og tække bragte hun selskabet sin tak
i følgende morsomme, af hr.
H a r t v ig L a ss e n
forfattede og
med stort bifald modtagne vers:
Man siger, taushed er en kvindes pryd.
Hvis det er sandt, saa er det meget ilde
for den, som, om hun noksaa gjerne vilde,
dog ei tør rose sig af denne dyd.
Jeg har det som mit søskendebarn Pernille:
Hvad jeg paa hjerte har, det maa faa lyd;
Det er min skjødesynd: Jeg kan ei tie stille!
Ser jeg et glimt fra skjønheds rene kilde;
faar jeg et venligt blik fra øine milde;
er lykken med mig, eller gaar det ilde;
gaar verden ikke just som jeg det vilde:
Jeg maa ha’ luft! Jeg kan ei tie stille!
Hvorledes tie da, naar jeg er gjest
ved venskabs og ved kjære minders fest!
Jeg tale maa — om end for al den snak
jeg kunde nøies med ét ord, et lille.
Tak | _ Tak af hjertens grund ! — Og atter tak! —
Nu er det sagt. Nu kan jeg tie stille
\
Derefter oplæstes en telegrafisk hilsen paa vers fra den
nationale scene i Bergen, undertegnet af dens bestyrelse,
dens sceniske styrelse og samtlige kunstnere og kunstner
inder.
Klokken 10 indfandt studenternes sangforening sig og
afsang udenfor hotellets altan et par sange til ære for afte
nens hædersgjæst, hvorpaa fru
W o l f
traadte ud paa altanen
og i hjertelige ord takkede for sangen. Dette vakte den mest
stormende jubel.