253 / 312
Den dunkle skog og den øde hei
og bræens trusel over dale
og hav, som tordnende bryder sig,
er vistnok egte nationale, —
men muntert bækkeløb og solglad vang
og vaargrøn birkelund med fuglesang,
skjønt andet sprog
de taler, — dog
til norske sind kan ogsaa tale.
Og vil end gjerne vi lytte til
en kjæmpevisetone dyster,
med vemodsklang ifra nøkkens spil,
med sorg, som griber og som ryster, —
der gaar jo og fra folkets hjertebund
en anden sang, saa kvik, saa glad, saa sund,
og denne sang
'vel mangen gang
os endnu meget mere lyster.
Men dette lyse i landets drag
og denne folkesindets glæde,
som spreder om sig en solskinsdag,
er over dig saa fuldt tilstede.
Det svulmed i dit væsen, og med lyst
du sang det ud igjen af fulde bryst,
og du det ved:
• du rev os med,
rev tidt os ud af livets lede.
Det er din kunst, — og med din natur
er den fuldstændig levet sammen;
du uden den var som fugl i bur,
— dens væsen ændres ei med rammen.
Og dette væsen, det er godt humør,
som smitter andre, saa vi ønske bør,
at mange aar
endnu vi faar
paa scenen se dig til vor gammen!
fr u
L
u c ie
W
o lfs
l iv s e r in d r in g e r
.