248 / 312
MI T
2 5
-AARS
JUBILÆUM .
245
for sit blide, fromme og beskedne væsen, og han nedbad
Guds velsignelse over ham. — Endnu en gave fik jeg senere
paa dagen, en gave, der glædede mig næsten mest af alt.
Det var fra min kjære, afdøde ungdomsveninde, fru
K a i a
M e l t z e r ,
født
L a s s o n
; hun sendte mig sin mands samlede
skrifter og nedenstaaende brev.
M i n k j æ r e L
u c i e
!
Medfølgende bøger sendes dig som et minde om forfatteren, som du jo
havde saa kjær. Jeg vilde ikke give dig dem i formiddag, da disse gamle
sager kun lidet passede med al den herlighed, du da var omgiven af; men jeg
vilde gjerne, du skulde eie hans verker samlet, saa du af og til kunde slaa op
i dem og kanske støde paa noget, der kunde bringe vennen fra dine glade
ungdomsdage tilbage i din erindring igjen. Jeg gjentager mine bedste lykønsk
ninger i anledning af denne for dig store høitidsdag.
Din hengivne
K a i a M e l t z e r .
i
Forestillingen om aftenen var en stor jubel for mig.
Istedenfor selv at beskrive denne aften, vil jeg tillade mig at
citere, hvad en af hovedstadens aviser fortæller heiom .
«Det var kun en naturlig trang til at takke fru
W o l f
for de mange glade og skjønne øieblikke, hun 1 løbet af 25
aar har skaffet os, som igaar aftes havde samlet Kristiama
publikum i theatret saa talrigt, at flere endog havde maattet
tage plads i orkestret. Det var den samme følelse, som gav
sig luft i en varm og langvarig applaus, da beneficiantinden
i anden akt traadte ind som madame Georges i «En brud
ved erobring», og som efter hendes varme og smukke spil 1
anden og sidste akt gjorde sig gjældende i jublende fremkal
delser ved teppets fald.
.
Efter at orkestret med levende bifald havde spillet en a
Joh.
S v e n d s e n ’ s
rapsodier over norske folkemelodier, traadte
fru W o lf, iført en sort fløielsdragt — en gave fra nogle af
byens damer
— og
bærende medaljen «Pro
literis et artibus»,