243 / 312
240
fru
L
ucie
W
olfs
liv se r in d r in g e r
.
sin hest og det barn, som han troede, han selv var fader til,
da degnen endnu ikke var kommet til egnen.
Det var mig umuligt ikke at græde, naar han holdt sin
vemodige enetale, ligesom jeg var færdig at briste af latter
over hans uforlignelige komik. Alt, selv den mindste rolle,
han blot rørte ved, kastede han et solstreif henover. Hans
geniale natur gav sig tilkjende i alt saa let og naturlig som
lerkens sang paa en sommerdag.
Alle de roller, han har spillet, hvor vi har virket sammen,
staar uvisnelige i min hukommelse. Stykker som: «De unges
forbund», «Vildanden», «Michel Perin», — hvor han var saa
barnlig, rørende — «Samfundets støtter», «Falitten» har —
ialfald for mig — tabt deres duft, fordi ingen kan udfylde
denne plads, som kanske aldrig mer bliver udfyldt i Norge.
Biskop
M a rt e n s e n
blev overrasket over min tale og
mente, jeg saa med partiske øine paa
Jo h a n n e s B r u n ,
og
han smilte sarkastisk over min sammenligning med
P h i s t e r ’s
og
B r u n ’s
Jeppe.
I sin ros over fru
H e ib e rg
var han uudtømmelig; ogsaa
her var jeg fræk nok til at have noget at indvende med
hensyn til naturlighed, som vel er det første og største for
en dramatisk kunstner; men jeg sagde ham jo ogsaa, hvor
umaadelig hun havde begeistret mig i «De uafhængige.»
«Ja!» udbrød han, «hun er aldeles henrivende med sin
gratiøse person, sin bløde, elastiske figur, sin gang og sine
bevægelser, sit sprog, tale, alt, alt er lykkeligt hos hende,
hvem naturen har givet saa meget.
Hans højærværdighed hensank paa én gang i blide, ero
tiske drømmerier ved tanken paa hende, som vistnok var
hans sværmeri.
Hun levede jo endnu dengang, var en ven
inde af ham, og han kom nok meget i hendes hus.
«Visselig er fru
H e ib e rg
vel udrustet af naturen,» svarede
jeg, «men De maa ogsaa indrømme mig, at der vel neppe
i den hele verden er en kunstnerinde, som har virket under