241 / 312
2
fru
L
ucie
W
olfs
LIVSERINDRINGER.
Ja, det var en vidunderlig fornemmelse jeg havde, den
første gang jeg igjen optraadte. Da jeg stod paa scenen, følte
jeg mig med én gang saa let og fri, ligesom i en renere luft.
Det var, som om der faldt en tung jernklædning af mig, og
jeg stod forfrisket og styrket som efter et koldt bad.
Der
kom en lykkelig, glad følelse over mig, en slags forvisning
om fred og hvile.
Herre Gud, hvor deiligt det var! Da jeg
kom ud i kulisserne efter min første scene, brast jeg i graad
og takkede Gud for det store under, han nu gjorde med mig
ved at give mig tilbage til mit herlige kald og lade mig faa
bruge mine kræfter i det godes og skjønnes tjeneste. Ja,
priset være Gud, som gjorde saa med mig!
Min kunst har frelst mig fra nød og fortvilelse, og saa
kan endda prester og de saakaldte «vakte» fordømme theater
og skuespilkunst; Vorherre bevare alle saadanne; de maa
visselig ikke være saa ganske velbevarede; men have «nogle
Svin paa Skoven», som
H o lb e r g
siger i «Henrik og Pernille».
Nu bad jeg om at faa spille hver aften, hvilket jeg ogsaa
fik, og Gud ske tak! jeg blev frisk paa sjæl og legeme.
Min svoger, pastor
E m il W o l f
i Danmark, tog straks,
efter
W o l f ’s
død min ældste datter,
A u g u s ta ,
til sig som sit
eget barn.
To aar senere var jeg dernede og besøgte dem.
Under
mit ophold der paa prestegaarden Herslev, en halv mils vei
fra Roskilde, traf jeg sammen med den bekjendte biskop
M a rt e n s e n .
Han var i bispevisitats paa prestegaarden i tre
dage.
Det var en interessant mand denne
M a rt e n s e n .
Han
elskede ^den dramatiske kunst, som han talte om paa en
maade, jeg vilde ønske alle prester kunde faaet høre; han
havde den rette opfatning af kunsten: at den kun burde
virke opdragende og forædlende paa menneskene, og han
kaldte dem, der havde faaet denne guddomsgnist, særlig be-
naadede.