242 / 312
GLÆDE OG SORG.
239
Jeg fortalte ham, at vi ogsaa i Norge havde et godt
theater, hvor de bedste kræfter var norske; men at der ogsaa
var flere fremragende danske skuespillere. Biskopen udbrød:
«Ja, men kan nu de norske virkelig spille komedie? Min
svoger skyndte sig at sige, at jeg var en af de første norske
.skuespillerinder i Kristiania.
Da jeg fortalte, at jeg var en god ven af professor
W e l-
h a v e n
og frue, født
B id u la k ,
og var kommet meget i deres
hus som ung pige, blev han yderlig elskværdig mod mig.
Biskopens frue var en søster af fru
W e lh a v e n .
Dog gjentog
han sin bemerkning og sine tvil om der virkelig var drama
tisk begavelse tilstede hos den norske nation, hvem særlig
sproget var imod, da det var for haardt og tungt. «De taler
jo blødt,» sagde han, «men De er kanske ikke født i Kristiania?»
Jeg fortalte da, at jeg var bergenserinde, men at vort første
og største talent,
J o h a n n e s B r u n ,
var trønder, og jeg lagde
til, at Danmarks største sceniske begavelse ogsaa havde været
trønder; thi
M ic h a e l R o s sin g , W ie h e r n e ’s
bedstefader, var
en ægte «trondhjemmer», og dette sprog er det haardeste af
alt norsk sprog.
«Ja, det har de sandelig ret i,» sagde han;
«men virkelig kunst kan man vel neppe prestere der, hvor
der ingen theaterskole er?» Jeg følte, at jeg blev rød af
harme og sagde, at
Jo h a n n e s B r u n
var et geni, og at der
kan gaa aarhundreder, før der fødes et saadant igjen, at de i
Danmark nok har store kunstnere, der ved studium, flid, tra
dition, skole, ja, ved alt, hvad der har staaet til deres raa-
dighed, er naaede uendelig høit; men de har intet geni som
Jo h a n n e s B r u n ,
der af naturen havde alt det, som disse med
studium og arbeide først maatte tilkjæmpe sig.
B r u n ’s
Jeppe
stod høit over
P h is t e r ’s,*
uagtet ogsaa hans var en storartet
kunstnerisk prestation; men han havde ikke dette saftige lune
eller denne naive, rørende maade, hvorpaa
B r u n
sagde sine
replikker, som da han tog afsked med Mons, sin sorte kat,