239 / 312
2
3^
f r u L ucie W o l f s li v s e r i n d r i n g e r .
fremst forlade min stilling ved theatret; da livet der vel ikke
var skikket for dem, som for alvor vilde søge Gud.
Det var en forunderlig virkning hans ord gjorde paa
mig; jeg blev med ét aldeles rasende, en tilstand jeg ikke
paa aar og dag havde været i.
W o l f ’s
ord si ri atter lys
levende for mig:
«Gud har givet dig dit talen, for at du
nu skal være alt for vore børn.»
Og jeg sagde tii presten,
•at hans ord var syndige, at min døende, gudhengivne mand
havde sagt, at han havde den salige følelse i sit hjerte, at
Gud, som havde givet mig den skjønne gave, nu netop gjen-
nem denne gave vilde vise baade mig og den stand, jeg til
hørte, at kunsten er skjøn og forædlende, at den styrker og
frigjør den nedbøiede og sorgfulde ved at drage hans tanker
mod en høiere og renere sfære, at alt, som higer mod skjøn-
hedsidealet, aldrig kan fortvile, om sorgerne er noksaa tunge
og store.
Tilsidst takkede jeg den unge prest, fordi han havde
vækket mig af min sløvhed, og sagde ham, at jeg straks vilde
gaa ned paa theatret for at melde mig til tjeneste.
Presten
forlod mig med et suk og disse ord:
«Ak, stakkels forvil
dede!
De søger en daarlig trøst. Gud hjælpe Dem saa-
sandt!»
Paa veien hjem faldt faders ord og hans gamle salmer
mig i sinde, disse kjære salmer, som han sagde altid skulde
trøste mig, naar jeg kom i sorg og nød. Ja, nu følte jeg
virkelig trøsten i dem og i de ord, som han sagde til mig,
da jeg var barn: «at Gud sender saadanne lyse, glade sjæle
•som du ud i verden, for at de skal være baade sig selv og
andre sorgfulde til trøst og husvalelse, naar de tunge timer
kommer.»
«Jeg gik til direktøren og bad om at faa optræde straks.
«Det var ret!» sagde han, «nu skal De blive frisk igjen det
rskal De erfare.»