237 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
l ivserind r ing er
.
ham med meget held at optræde saavel i tragedien som i
komiske roller, kan det ikke undre, om baade publikum og
theater høilig beklager, at det hofteonde, der angreb ham i
1
^
7
2> °g som han, trods badeture og andre midler ikke har
kunnet blive fri for, nu skal gjøre det umuligt for ham at
optræde. Vi faar i det længste haabe, at han gjenvinder sin
helbred; ialfald maa baade theater og publikum ønske det.»
Dette haab skuffedes imidlertid ;
W o l f
kom aldrig mer
til at optræde. Jeg hverken kan eller vil beskrive alle de
lidelser, jeg maatte gjemmemgaa i hans sidste leveaar. Jeg
gik i mit arbeide paa theatret; men hvorledes jeg var istand
dertil, er mig nu rent ufatteligt. Ofte, naar jeg kom hjem
efter at have spillet, hørte jeg i trappen
W o l f ’s
smerteskrig,
saa jeg kom mer død end levende op til ham.
Mangen gang sad jeg grædende ved hans sygeleie og
tiggede og bad ham om, at han i k k e maatte dø fra mig og
børnene; da trøstede han mig og sagde: «Ak,
L u c ie ,
du
skal ikke sørge saa vildt og heftig. Jeg ved, at jeg maa gaa
bort; men jeg har en salig forvisning i mit hjerte, at du vil
blive glad lgjen.
Husk paa, at du nu skal være alt for vore
børn! Gud har givet dig dit talent, for at du nu skal bruge
det til at opretholde dig og dine, og det vilomsider give dig
glemsel, fred og lægedom for alle dine saar.
Tro
hvad jeg
siger dig,
L u c ie !»
Ja, fred være med ham! Han døde deilig som en troende
kristen. Presten,
S v e n B r u n ,
sagde, at
W o l f
var skjøn i
sine store lidelser, hvori han var prøvet og lutret som guldet
i ilden, og han takkede Gud, som forundte ham at være ved
denne smertebetyngede mands sygeleie.
Han havde lært
meget deraf.
J o n a s L ie
skrev et mindedigt over
W o l f ,
hvoraf jeg vil
citere de linjer, jeg kan huske: