233 / 312
230
f r u Luci e W o l f s l i vs e r i nd r i ng e r .
De er slet ikke syg, saa jeg behøver at komme for den sags
skyld; men jeg ved, De holder af at se mig, og derfor kom
mer jeg her hver dag, og somme dage er De saa fornøielig,.
at det er en ren forfriskelse for mig at prate med Dem.
Husk nu det, jeg har sagt!
Vær snil og rolig, spis Deres
grød og læg Dem til at sove, enten
W o l f
er paa heste- eller
folkekomedie. Vil De nu være rigtig fornuftig, saa skal De
snart selv faa komme ned og spille komedie.
Da bliver der
moro, kan De tro, baade for mig, Dem selv og hele byen..
Jeg faar saamen ikke høre andet, hvorjeg kommer,
end:
’Nei, kommer ikke fru
W o l f
snart igjen nu da ? Der bliver
ingen moro paa Bankpladsen, før hun kommer!’ Og jeg lover
alle, at De snart skal være i farten igjen.»
Ja, den kjære, velsignede, gamle dr.
L u n d
holdt jeg
ubeskrivelig meget af. Om jeg havde noksaa triste og mørke
tanker, saa blev alt lyst og godt, saa snart jeg saa hans gode,
blide ansigt i døren. Da han feirede sit guldbryllup, sendte
jég ham følgende lille digt:
Du skrev recept i mange aar,
du lindred’ sjæls og legems saar,
og alle syge, som dig fandt,
dig fast og sterkt til hjertet bandt.
Ja, kjærlighed og milde ord
er bedste lægedom paa jord 1
Du derfor meget elsket blev ;
thi sjælens egte adelsbrev
Gud Herren i dit hjerte skrev.
Det var din sikre vandringsstav,
det skal dig lyse til din grav.
*
*
*
Der kom nogle smertens aar for mig. Hvad jeg dengang
led, ved kun Gud, som saa min jammer og nød.
W o l f
blev
for alvor syg. Man troede, det var nervesmerter; men 'fire*