238 / 312
GLÆDE OG SORG.
2 3
«Nu er der ikkun støvet
i muld af W o 1f igjen,
og hvad os er berøvet,
ved hver en kunstens ven.
Ja, hvad vi her forliste,
det var en mandig barm;
for kunsten til det sidste
opofrende og varm.
Se, han har rakt den lære
til landets kunstnerskud,
at dannelsen kan bære
hver nedlagt evne ud.
Vor unge kunst nu mindes
ham med sit laurbærblad.»
Efter
W o l f ’s
død var jeg aldeles nedbrudt og tilintet-
gjort baade legemlig og aandelig. Naar lægen talte om, at
jeg skulde spille komedie, troede jeg, han var ga l;
jeg var
saa fuldt og fast overbevist om, at jeg
aldrig mer kom paæ
scenen. Jeg syntes, jeg var ganske alene i en rædsom ver
den, havde en følelse som om jeg var langt ude paa havet
i aaben baad og ikke var istand til at øine land. Hvor jeg
saa hen, var der kun tusmørke og haabløshed. Jeg fandt
ingen trøst i Guds ord; jeg bad dag og nat, kan jeg sige,,
men kun om døden, da jeg syntes, livet var uudholdeligt
for mig.
Saa traf jeg en dag en af vore yngre prester. Jeg gik:
grædende hen til ham og sagde, at om han ikke nu kunde
give mig trøst, maatte jeg forgaa.
Han svarede, at hvis han»
skulde bringe mig den rette trøst, saa maatte jegførst og.