244 / 312
saa lykkelige forholde som hun. Alt har jo staaet til hendes
tjeneste.»
Paa grund af
H e ib e r g ’s
literære stilling var hun i for
bindelse med alt, hvad Danmark dengang eiede af berømte
mænd, og alle slog vagt om hende. Saa kunde hun jo ogsaa
selv vælge, hvad hun ønskede at optræde i, havde ingen at
bøie sig for eller rette sig efter — altsaa ingen kamp paa
nogen kant, kun forgudelse.
Hertil kom økonomisk uafhængighed, dette som for en
kunstner vel er den største af alle materielle goder. Er han
fri for bekymringer i saa henseende, kan han helt og holdent
vie sig til sin store gjerning. Økonomiske sorger har vistnok
dræbt saa mangen stor begavelse, da næringssorger jo laminer
alle éns kræfter. For fru
H e ib e rg
bøiede alt og
alle sig.
Hun, ja hun alene, var den, som paa den tid havde alle
traade i sin haand.
Naar jeg saa tænker paa, hvilke kaar vi herhjemme er
henvist til! Ja, de kan ingensomhelst sammenligning taale.
Her har den dramatiske kunst alt at kjæmpe med. Stat og
kommune lader, som om denne kunst er luft for voit fædie-
land. De føler jo intetsomhelst ansvar: formodentlig mangler
de fleste af landets udkaarne mænd, som jo burde forfægte
denne sag, det rette skjøn paa dramatisk kunst.
Hvor kan man ogsaa forlange, at bønder der kommei
fra sine
gaarde og ofte aldrig har
været udenfoisin bygd
før skalkunne forstaa det, som der maa alsidig kundskab til
for ret at kunne fatte! De finder fra sit standpunkt, at skue
spilkunsten kun er tøv og vaas, og at støtte denne er at kaste
pengene bort.
Vi er saa daarlig lønnede, at en reisende trups personale
som oftest har omtrent det dobbelte af vore største gager.
Vi er afhængige af, hvad der kommer i kassen, og hvis der
da ikke sættes et repertoire, som trækker folk, og hvis der
ingen penge er i kassen, saa faar vi intet. Som i mai
j
8
q
6
3, _ Fru Lucie W olfs livserindringer.
GLÆDE OG SORG.
2
4
1