247 / 312
f r u Lucie W
olfs
li v s e r in d r in g e r .
Kristianias første og største familier, hvis navne var trykt i
etuiets laag (navne som:
W e d e l- J a r ls b e r g ,
L ø v e n s k io ld ,
H e f t y e ,
M e y e r,
Hom an,
S c h w e ig a a rd ,
A n d re s e n
m. fl.).
Fremdeles et guldhalssmykke med brillianter, uhr og kjede
af guld, en besætning af røgtopaser indfattet i mat guld, et
smukt skrivebord med 200 kr. i guld i den ene skuffe, en
elegant, sort fløielskjole med kniplinger, malerier, sofa og
stole, tæpper, kaabe o. s. v. Noget meget fornøieligt kom
fra en slagterkone: en voldsom stor steg og et brev med
tak for al den glade latter, jeg havde givet hende, og fra
en bondekone i Aker et stort spand med tyk fløde, ogsaa med
takkebrev.
Men nu fordyber jeg mig nok rent i disse erindringer og
glemmer, at saadanne bagateller ikke kan interessere publi
kum; jeg skal derfor tie ganske stille om mine øvrige gaver
og kun nævne, hvad der satte kronen paa det hele: Medaljen
«Pro
literis et artibus
». Om formiddagen, da en stor skare af
mine venner var forsamlet for at hilse paa mig, kom kam
merherre
H o ls t ,
fulgt af et par af theatrets direktører, for i
kongens navn at overrække mig «Pro
literis et artibus
» med
tak for, hvad jeg havde virket for den norske kunst.
Midt oppe i alt dette kom min elskede faders telegram.
Ja, havde jeg før været rørt, saa brød nu alle taaresluser
løs; thi hans, ja, hans hilsen og velsignelse var mig dog det
helligste og dyrebareste paa min hædersdag.
Min gamle ven, den elskværdige, vel kjendte bager
J a c o b
B r u n ,
holdt saa en tale til mig om fader og fortalte mine
venner om min store kjærlighed til ham, som hele mit liv
havde været min lysende stjerne i sorg som i glæde. Han
kjendte fader som en elskelig og høit begavet mand med rige
evner, som han dog ikke fik anvende, da han var i ringe
kaar og havde havt en stor børneflok at forsørge.
Han slut
tede talen med at sige, at fader var høit agtet og meget
elsket i Bergen saavel for sin hæderlige og rene vandel som