245 / 312
242
f r u Lucie W o l f s l i v s e r i nd r i ng e r .
tabte jeg paa min part 200 kr., fordi vi er procentbelønnede.
Theaterstyrelsen synes, de har forpligtelser til at tage — ikke
alene alle de stykker, som vore første digtere leverer —-, men
ogsaa en mængde andre stykker for at ophjælpe uøvede for
fattere ; men dette er som oftest ruin for os, som skal leve
af det, som kommer ind.
Før i tiden, da vi havde
B jø r n s o n s :
«De nygifte,» «Fa-
litten,»
Ib s e n ’s :
«Kongsemnerne,» «Samfundets støtter» og
flere af disse herlige stykker, hvoraf vi i aarevis fyldte kassen,
da gik det an med de store honorarer til digterne; men jeg
finder, det vilde være retfærdigt, om digterne tog betaling i
forhold til den indtægt, stykket gav.
En norsk digter bør
være den, der nærmest skulde virke til forbedring af fattige
kunstneres kaar.
Lad de lande, hvor theatrene støttes af staten, betale
godt; vi bør tages hensyn til, vi, som er saa stedmoderlig
behandlede.
Men jeg tror, at de, som kommer efter os, vil
faa bedre kaar end vi, som var banebrydere for norsk kunst,
vi, som begyndte i 50-aarene.