234 / 312
GLÆDE OG SORG.
231
læger tog i lang tid feil af hans sygdom; thi det var kræft,
han led af.
I fire aar gik det stadig nedad. Tilslut maatte
han tage sin afsked fra theatret til sorg for alle, som elskede
og skattede ham baade som menneske og kunstner.
Her er
en af pressens udtalelser om hans afskedsbenefice:
«Kristiania theater var selvfølgelig udsolgt ved hr.
W o l f ’s
afskedsforestilling lørdag aften. Den varme, samstemmige og
langvarige bifaldsstorm, hvormed hr.
W o l f
hilsedes ved sin
indtræden paa scenen, ikke mindre end de salver af applaus,
blomsterbuketter og de tre gange gjentagne fremkaldelser, der
fulgte efter teppets fald ved forestillingens slutning, maatte
være hr.
W o l f
et sterkt talende vidnesbyrd om den agtede
og anerkjendte stilling, han gjennem sin mer end tyve aars
kunstnervirksomhed har erobret i vort publikum, og om den
hjertelige deltagelse, hvormed publikum nu tog afsked med
ham, efter at ulykken har trængt ham ud a f en virksomhed,
der har baaret saa smukke frugter for ham selv, for Kristiania
theater og for dets tilskuere.
Der laa visselig i publikums bifaldsstorme i lørdags ved
siden af dets tak og anerkjendelse tillige de bedste ønsker
for den agtede kunstners fremtid, og vi slutter os fuldt ud
til disse ønsker, idet vi haaber, at hr.
W o l f ’s
afsked fra
scenen kun maa blive midlertidig, og at det maa lykkes
videnskaben i en nær fremtid at give hr.
W o l f
tilbage til
kunsten.
Med hensyn til den dramaturgiske side af forestillingen
i lørdags behøver vi blot at tilføie, at «De unges forbund»
gik over scenen med usædvanligt liv og godt samspil, og
navnlig spillede hr.
W o l f
og hr.
Jo h a n n e s B r u n
lige ypper
lig som kammerherre Bratsberg og Daniel Heire. Den sidst
nævnte har neppe ved nogen tidligere opførelse stillet sit
lune og geni til raadighed for
Ib s e n ’s
vittige dialog saaledes
som iforgaars.»