230 / 312
GLÆDE OG SORG.
2 2 7
Ja, du har vist os, at is skjuler ild,
derfor din isse bekranse jeg vil,
kransen bli’r skjøn ; thi selv simpleste grønt
bli’r paa den skjønneste pande dog skjønt.
Dog, hvorfor kranse din pande ? O, nei
1
ei den behøver at kranses af m ig;
thi i din ynde, din skjønhed og glans
fletted du selv dig en rigere krans.
Det er den skjønneste krans, som du faar,
herligste pryd for det kulsorte haar,
'
og
den vil ikke saa snart visne hen,
skade, at lokkerne blegner før denl
Ja, dengang var mit liv lyst og godt. Jeg elskede min
kunst, min mand og mine børn; men jeg kunde havt det saa
uendelig meget bedre, om jeg ikke altid havde havt denne
uro og ængstelse for
W o l f
og børnene. Samme uro havde
jeg hele min barndom for fader og alle dem, jeg stod nær.
Engang laa
W o l f
syg i gastrisk feber og var svært daarlig.
Lægen sagde, at naar han bare kunde faa sove, vilde han
nok komme sig.
Dette fik han da en dag; han sov trygt og
godt mindst tre timer. Jeg sad ved sengen og saa med æng
stelse paa ham.
Pludselig syntes jeg, at han holdt, op at
puste; længe lyttede jeg efter, men saa tog jeg fat i hans
arm, hvorved jeg vækkede ham. Han spurgte forbauset, hvor
for jeg gjorde det, nu da han sov saa godt.
«Aa, bliv ikke
vred !» sagde jeg, «men jeg troede, du var død, da jeg ikke
kunde høre, at du trak pusten.»
«Ak,
L u c ie ,»
sagde han,
«din kjærlighed er virkelig brydsom, du maa lade mig sove
i fred, ellers bliver jeg ikke frisk.»
Ofte, selv naar
W o l f
ikke var syg, kunde jeg vække
ham midt om natten, fordi jeg havde drømt, at han var død.
Min kjære veninde, den elskværdige og begavede fru telegraf
direktør
N ie ls e n ,
skjendte mer end én gang paa mig for dette