229 / 312
226
fru
L
ucie
W
olfs
i
.
ivserindringer
.
været gjester i hans hjem i det gamle palæ; nu bad jeg pent
omforladelse, fordi jeg i min glæde m aa tte kysse ham. Han
bare lo og sagde, at det egentlig var Hans Majestæt, hvem
kysset med rette tilkom ; men at han intet havde imod at
modtage det paa kongens vegne.
Følgende digt af
Jo h a n V ib e
stod i «Samfunds-Bladet» :
T il fru W o
l f.
Dronning i kunstens det vekslende spil,
dronning paa scenen du vied dig til,
dronning i taarer og dronning i smil,
væbnet med Amors bevingede pil
1
Du som, ei kunstlet, saa tidt ved din kunst
adspredte mismodets taagede dunst,
tilgiv, om her jeg tør tolke engang
svagt min beundring for dig i en sang.
Thi du har følt, hvad tidt vise ei fandt
trods deres søgen, det: Hvad der er sandt.
Ei er din følelse fange i bur,
du af naturen har faaet natur.
Det er just det, der er kunstnerisk glans,
ingen kan give, hvad ikke er hans,
ingen kan meddele smerte og lyst,
uden han føler det selv i sit bryst.
Derfor din kunst er saa ren og saa sand;
thi du ei greb den med blot din forstand,
nei, i dit hjerte dens tempel der var,
derfra sin reneste kilde den har.
Det har jo forhen saa sjelden ei hændt,
at man har sagt, at ei scenisk talent
findes hos os i vort iskolde land,
du har bevist, ei den mening er sand.