231 / 312
228
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
og sagde, at jeg ikke maatte være
saa eksalteret. Maaske
havde Gud lagt denne angst paa mig, sagde hun, for at gjøre
mig fortrolig med den tanke, at jeg snart skulde miste
W o l f ;
thi man har ikke lov til at hænge saaledes ved et menneske,
om man er aldrig saa glad i ham. Ja, fru
N ie ls e n ,
der
kanske for fremmede saa noget kold ud med sit alvorlige,
men kloge ansigt, var den mest varmhjertede og bløde kvinde,
jeg nogensinde har truffet, og hun
var migtil sand
trøst,
naarsomhelst jeg var i sorg og smerte.
Ligesaa utidig var jeg af angst for børnene. Ja, vor
elskelige, gamle huslæge, dr.
L u n d ,
fik nok dette at føle.
Det, jeg led mest af, var en forfærdelig angst for at dø fra
dem, og det plagede mig især, hver gang jeg skulde formere
verden; da paastod jeg altid, at jeg maa t t e dø af angst.
«Aa nei, vist dør De ikke,» udbrød dr.
L u n d
engang.
«De
er jo frisk som en fisk, og meget utaknemmelig er De; jeg
vilde ønske, at jeg var i [Deres sted og kunde faa ligge i
barselseng engang imellem og rigtig faa hvile mig ud, jeg,
som maa traske omkring i byen hele dagen igjennem.»
Han
forkjælede mig forresten saaledes, at jeg fandt paa de urime
ligste forlangender af ham.
Jeg havde det ogsaa med at være bange, naar
W o l f
var ude om aftenen. Specielt husker jeg én gang, da her
var cirkus i byen — et udmerket selskab, som
W o l f
besøgte
meget ofte — , at jeg plagede ham svært med min angst,
naar han ikke kom hjem, saa snart jeg fandt for godt.
For
at fri
W o l f
fra dette, bad jeg doktoren, at han maatte give
mig en mikstur, som jeg kunde tage, naar
W o l f
var paa
hestekomedie.
«Nei, nei, nu bliver De nok rent rusk,» sva
rede han, «jeg har sandt for dyden ingen mikstur, som kan
hjælpe Dem fra at ligge og skabe Dem gal, naar
W o l f
gaar
paa Klingenberg. Nu bliver jeg snart vred paa Dem; De er
rigtig uskikkelig idag, og hvis De ikke nu vil være snil og
fornuftig, saa 'kommer jeg ikke og hilser paa Dem imorgen.