228 / 312
GLÆDE OG SORG.
E
ftersom aarene gik, kan jeg trygt sige, at baade
W o l f
og jeg satte os mer og mer fast i publikums gunst.
Vort repertoire var jo første rangs
roller, og vi fik
stadig beviser paa, hvor meget man holdt af os.
W o l f
fik af
C a r l
XV vasaordenen, og jeg fik efter min
rolle som madame Schoppen i «En kone, som springer ud
af vinduet», et vakkert armbaand. Ja, det var en høist merke-
lig dag hjemme i Voldgaden, hvor vi dengang boede. Vi sad
ved middagsbordet, da pigen kom ind og meldte, at der var
en lakei fra hoffet, som spurgte, om kammerherre
L ø v e n s k i o l d
kunde faa tale med fru
W o l f .
Der blev stor opstuds;
W o l f
gik udog sagde lakeien besked, og denne sprang ned og
lukkede op vognen for kammerherren, som kom op og hilste
venlig paa os.
Han takkede os for alle de fornøielser, vi begge havde
skjænket ham i theatret og sagde saa, at hans ærende., var
at bringe mig kongens tak for min brilliante udførelse af
madame Schoppen, samt overrække mig et armbaand. Jeg
blev saa glad, at jeg uden videre sprang hen til kammer
herren, tog ham om halsen og kyssede ham ; han var en sød,
gammel mand, som jeg kjendte godt, da
W o l f
og jeg havde
29 — Fru Lucie W olfs livserindringer.