Previous Page  223 / 312 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 223 / 312 Next Page
Page Background

2 2 0

fru

L

ucie

W

olfs

livserindringer

.

kan prestere. Formodentlig var det beundrere af fru

E c k a r d t ,

som her fandt den forønskede anledning til at angribe fru

G u n d e rs e n

netop der, hvor fru

E c k a r d t ’s

ydre fortrin saa

heldig kom hende til hjælp i rollen, idet hun til punkt og

prikke forstod at bevæge sig med den gratie og ynde, som

rollen udkræver, medens det indre efter alles mening lod

meget tilbage at ønske.

Fru

E c k a r d t

er jo tør og kold og

formaar slet ikke at røre og rive med.

Fru

G u n d e rs e n

ønskede ikke at spille Maria Stuart,

da hun godt vidste, at man i Danmark vilde hænge sig i

•ovennævnte mangler. Derimod ønskede hun at spille Ragn­

hild i «Svend Dyrings hus»; men dette ønskede etatsraad-

inde

H e ib e rg

ikke.

Det er en vel kjendt sag i Danmark,

at fru

H e ib e rg

ikke gjerne saa, at v i r ke l i ge talenter nogen­

sinde optraadte i hendes roller. Alle mine danske kollegaer

fortalte ofte nok herom, fornemmelig fru

G ie b e lh a u s e n ,

som

var elev ved det kongelige theater i fru

H e ib e r g ’s

tid. Hun

var en niece af den store skuespiller

C a r l W in s lø v

og var

meget godt kjendt med hele fru

H e ib e r g ’s

regimente. Og

hun samt alle de andre —

W ilh . W ie h e

ikke mindst —-

fortalte, at var der et stort talent, som dukkede op i hendes

fag, da var man sikker paa, at dette ikke vilde komme frem.

Fru

H e ib e rg

oversaa ganske disse, medens hun ofte prote­

gerede mindre begavede.

Dette vilde jeg ikke vovet at

udtale, om jeg ikke havde hørt det bekræftet af saa mange,

som var godt kjendt med de kunstneriske forholde dernede.

Jeg fik nogle aar senere selv troen i hænde, da jeg hos fru

H e ib e rg

søgte om at faa optræde paa det kongelige theater,

hvilket saa mange danske, der havde seet mig i mine bedste

roller, havde opfordret mig til.

Før jeg gik til fru

H e ib e rg ,

talte jeg med flere af kunst­

nerne ved theatret.

H ø e d t,

som jeg traf sammen med hos

gamle

W ie h e s ,

sagde:

«Ja, det er jo merkeligt, om De ikke

skulde faa lov at optræde!

De taler jo næsten dansk; saa