222 / 312
GJESTESPIL.
2 IQ
huske fra min barndom klokkeren til domkirken; han gik
med piskeparyk, knæbenklæder og et sort silkeklæde nedad
ryggen.
Det var vel en levning fra den katholske tid.) —
«Han skulde skamme sig og ikje gaa og glæ’ sig i en andens
død ; men, hr. B
ull
, han gi’r sig ikje, før han faar baade i
pose og sæk. Men meg skal han nu ikje faa, det skal eg
no sørge for. Eg skal lure ham og ligge meg paa Aarstad ;
der havde min søster et vist sted, saa hon vilde ligge, og
der kan eg ogsaa komme.»
*
*
*
Paa denne tid gjestede skuespillerne
P h is t e r
og
M ic h a e l
W ie h e
Kristiania.
De var interessante, høit begavede kunst
nere, som det var en ren fryd at spille sammen med. En
af mine roller, som
W ie h e
var meget begeistret over, var
min Rosita i stykket «Rosa og Rosita». Blandt andet sagde
han, at min latter, medens jeg sidder i træet og spiser
kirsebær, var saa smittende og hjertefrisk, saa det var en
ren fryd at høre den.
P h is t e r
fandt, at det var stor synd,
at jeg ikke fra begyndelsen var kommen til at virke ved
større kunstneriske forholde end dem, Norge kunde raade over.
Nogle aar senere reiste fru
G u n d e rs e n
til Danmark for
at komme til at optræde som gjest paa det kongelige theater.
Dette gjorde hun ogsaa, men fik en meget skarp og haard
kritik.
Hun spillede «Maria Stuart i Skotland» at
B jø rn s o n .
Fru
E c k a r d t
havde før spillet rollen.
Denne kunstnerinde
kan visselig ikke paa langt nær maale sig med fru
G u n d e rse n ,.
der trods sine mangler med hensyn til plastik, gang og be
vægelser, som af og til kan støde, dog eier denne glød,
denne grænseløse hengivenhed i sin kunst, hvor hun med
sit herlige organ, sit vakre sprog, sin rene, klassiske skjøn-
hed saa fuldstændig henriver, saa man tvinges til at glemme
disse mangler for det mægtige og gribende spil, hun ofte