221 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
gjør eg,» svarede hun, «især naar De tager hensyn til min
bagdel.»
«Hvor stor er da leien?»
«Ja, det kan eg ikje be
stemme, hr.
B u l l ,
før eg har talt med min latverge, raad-
mand
H a u g e
paa Markveien.»
Hun mente lauverge eller
verge.
Før havde hun været meget fattig; men nu havde hun
arvet en søster, madame
M
artln sen
paa Aarstad, hvorved
hun fik penge, hus og smukke ting.
Hun kom ofte op til
O
le
B
u l l
og underholdt ham med en masse prat, som han
morede sig godt over.
Især havde den første visit, hun
havde gjort ham, været saa fornøielig.
Hun var da pyntet
i søsterens fine, gammeldagse, blaa damaskes silkekjole og
store, røde langsjal, dertil havde hun høit HoLBERG-sæt paa
hovedet.
B
u l l
viste mig, hvordan hun, da hun kom ind,
tog begge hænder og løftede op sin kjole, idet hun neiede
næsten til gulvet; saa satte hun sig godt tilrette i lænestolen
og tog frem et svært, gammelt, emaljeret guldur, som hun
lagde foran sig paa bordet og sagde:
«Ja, hr.
B
u l l
,
eg skal
vise ham, at det ikje er nokken fantekjerring, han bur hos,
men reputerlige folk, som han vel kan være tjent at være
i hus sammen med.»
En dag kom hun og fortalte om en af byens rigmænd,
som hun paastod, at baade prest og klokker havde ventet
med længsel paa at faa begrave, da det vilde blive en stor
indtægt for alle parter.
«Ja, hr.
B u ll , »
udbrød hun, «naa
har de faaet et fedt lig til Nykjærken,
som de naa saa
længe har ventet paa.
Eg gik forbi presten igaar, og eg
hørte klokkeren pikke paa ruden og seie: Ha, naa har vi
ham, far, han skal begraves paa tirsdag.’ Ok ja, hr.
B u l l ,
det er skam, at de altid skal se paa egen fordel. En kan
ikje faa dø engang, uten at de skal spekelere i en stakkars
skrot. Eg husker nok min søster paa Aarstad. Jau, der
fik de nok smøre sig. Og saa denne feite klokkeren med
det breie, store silkeforklæde paa baken.» — (Jeg kan godt