219 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
livserindringer
.
bælgen til orgelet i domkirken og skrev en regning til klok
keren saalydende: ’For at have været tilstede og givet vind
i 7 dage tilkommer mig 4 ort og 9 skilling.’»
Ja, hende
huskede jeg godt. Hun spurgte mig engang, om jeg ikke
snart skulde staa brud.
«Ok, jomfru, sagde hun, kor pen
I er!
Ka tid skal eg faa trø for jer?»
«Men naar der var brand i Bergen da, fru
W o l f ! »
vedblev
B u l l .
«Da var der vel sand skræk og lurveleven.
En skomager
O ls e n ,
som var i brandkorpset, blev vækket
op af brandalarm en nat i en sterk storm.
Han mødte op
paa torvet, skjælvende af angst og kulde i uniformsfrak,
chakot, gevær og tøfler, men — uden bukser.
Den mer
sindige brandmajor sendte ham da straks hjem efter dette
nødvendige plag, før han blev sat til tjeneste.»
Ja,
O le B u l l
huskede og morede sig kostelig over de
bergenske figurer, og vi talte det egte, gamle bergenske sprog,
hver gang vi traf sammen. Han mindede mig ogsaa om vor
fælles ven, blikkenslager
F e s e r,
da han var paa borgerbal
i logen. Borgermester
L a ss e n
besvimede, og
F e s e r
tog ham
om livet og støttede sig med ham mod væggen, indtil lægerne
H e ib e rg
og
B u l l
kom styrtende til, greb hver sin af borger
mesterens hænder forat føle pulsen og kom i stort skjænderi,
da
B u l l
paastod, at han straks maatte aarelades, hvorimod
H e ib e rg
paastod, at borgermesteren intet feilede.
Tilslut
opdagede man, at
H e ib e rg
følte paa
F e s e r ’s
puls.
F e s e r
var nok lidt paa støvlerne, men frisk og rask forresten.
B u l l
følte
L a s s e n ’s
puls og forstod, at han virkelig var syg.
F e s e r
stod aldeles rolig, til de var færdige og udbrød saa:
«Ok, no lurte eg dokker godt, begge to!»
O le B u l l
boede hos en original, som hed madame
S t o r k .
Hendes hus laa paa Engen med yndig udsigt til
Nygaardsalléen fra hendes bagstue. Han fortalte saa morsomt
om deres samtale, da han var oppe og leiede hos hende.
«Hvor pent De bor, madame
S t o r k ,»
sagde
B u l l .
«Ja, det