215 / 312
f r u
L
ucie
W
olfs
l i vs e r i nd r i nge r .
Vi atter vug’des i foraarstanker paa blanke tjern.
Vi atter drømte i dybe dale bag fjeldets vern.
Vi løb til sætren og jenten drilte,
ja, i alt dette hun sang og spilte
os lifligt ind som ei én
tilforn.
Med
hende kom der saa frisk en luftning
somduft fra skog,
der alt det kvalme
i
kunstens haller medétforjog.
Vort eget hjemlige liv hun priste.
Dets kvindeskikkelser helst hun viste,
ja, af vort eget sit guld hun tog.
Og intet sterkere hjertet griber, end det vi har,
vort barndomsminde, den sang vi lærte af mor og far.
Og derfor er det hun saa kan trylle;
thi vor natur med dens friskhedsfylde
hun kjærligt ind til sig sluttet har.
v
Nu er hun atter hid til os kommen med sang og lyst,
med vemodstoner, vor barndomskjendte, fra folkets bryst.
De glemte strenge nu atter dirrer.
Vi atter glad os paa hende stirrer,
hvem kunstens genier Saa varmt har kyst.
Den samme gang var ogsaa
O le B u l l
i Bergen.
Han
havde seet mig baade i «Bruden paa staburet» og som Sigrid
i «Til sæters», som jeg ogsaa gav paa bondemaal, og han
var saa henrykt.
Han elskede dette maal, som han fandt,
at vi alle burde tale. Over mit spil var han saa begeistret,
at han sagde, at om jeg vilde til Amerika og spille bare
disse to roller for den norske befolkning der, skulde han
sikre mig mindst en million i ren indtægt.
«Aa nei, Deres
Sigrid!
Heisan for en spillende, kaad vossejente De er!
De er i slegt med mit «Sæterbesøg», det er vist og
sandt.
Men mon De er rigtig norsk? Er De sikker paa,
at De er Deres faders datter? Der er et mistænkelig varmt
blod i Dem.
Husk paa alle dem, som fra alle verdens lande
har færdedes i Bergen; kanske Deres moder eller bedstemoder
har kjendt en italiener eller en spanier?» «Fy,
B u l l , »
sagde