211 / 312
208
fru
L
ucie
W
olfs
-
livserindr in ger
.
saa begyndte koloraturerne: her stoppede jeg og sagde: «Nei
om forladelse, dersom De ikke vil stryge ud alle disse kruse
duller her staar, og som jeg ikke har mer vet paa end koen
paa muskat, saa nei min sæl, om De faar en tone mer af
mig.»
Ja, han slettede ud alt det, han fandt jeg ikke mag
tede og lagde partiet godt tilrette for mig.
Jeg gjorde jo stor lykke deri til fortvilelse for hende,
som først havde faaet rollen, og som var en uddannet san
gerinde; men jeg fik ogsaa en spydig kritik, rigtignok i et
lidet ikke meget læst blad, hvor en af hendes beundrere
skrev følgende linjer: Koloraturerne til Angelas parti i «Den
sorte domino» er tabt og bedes leveret tilbage til Kristiania
theater.»
Mange aar efter sagde manden, som havde skrevet
dette, til
W o l f :
«Jeg har en afbigt at gjøre Deres kone,,
som er saa sød i «Den sorte domino»; det var mig, som
skrev om koloraturerne, der var tabte; men man bad mig
saa meget om at skrive det, og nu angrer jeg det.»
Han’
var i en lidt animeret stemning, da han kom fra en god
middag.
En aften kom
E d v . G rie g
til mig og bad mig synge-
englens parti i et større musikværk «Enken i Sarepta», som
han skulde lade opføre paa sin koncert. Men jeg svarede-
ham, at jeg ikke turde paatage mig dette; for jeg syntes det
var lidt dristigt at synge paa koncert, naar jeg ikke kunde
noder.
G rie g
derimod mente, at enten det nu var efter noder
eller unoder jeg sang, saa sang jeg vakkert, og han vilde-
absolut, at jeg skulde synge englen.
Nu ja, jeg sang og fik 10 daler. Da jeg nu havde faaet
blod paa tand og syntes, det var en letvindt fortjeneste at:
faa 10 daler for at være engel en liden stund, bad jeg
G r ie g
om at faa synge flere engler; men han beklagede meget, at:
han for øieblikket ikke havde saadanne paa lager.
Efter «Den sorte domino» kom jeg op i en hel det
operaer, som «Broncehesten», «Vandbæreren», «Klosterengen»,.