209 / 312
206
f r u L u cie W o l f s liv s e r in d r in g e r .
længe de lever. Husk, hvor skjøn
O l e B u l l
var til det sidste,
og han var dog en olding.
Gammel, uf det er et stygt ord, som jeg ikke kan for
drage. Jeg er det jo selv i mit ydre ifølge mine 63 aar,
men skal jeg dømme efter mine følelser, saa er jeg kun 20
aar; jeg merker ingen
forskjel paa dem. Jeg
henrivesog
begeistres nu som i ungdommen over alt ædelt og skjønt.
Jeg er glad med de glade, sørger med de bedrøvede, sterkt
og varmt. Dette tør jeg trygt udtale, uagtet man kanske kan
synes, at jeg smigrer for mig selv mer end tilbørligt; men
hvad jeg siger, er sandhed, og man faar bære over med mig;
jeg er nu slig.
Det stik modsatte af fru
G u ' n d e r s e n ’s
skjæbne har jeg
havt i min virksomhed.
Jeg er bleven «kjørt» ind i — ja,,
jeg kan næsten sige —
alle fag, saa jeg engang spurgte, om
jeg ikke nu ogsaa snart skulde spille gamle mænd.
Det er
jo godt at have et tøieligt talent; men det er maade med alt.
Som da jeg spillede gjenfærd — den døde fru Helvig — i
«Svend Dyrings hus». Den rolle var umulig for mig, men
jeg maatte «fare» i den.
I r g e n s H a n s e n
skrev ogsaa, at jeg
var et fornøjeligt lig, og han havde ret. Denne rolle var lige-
saa vrang for mig som Sigrid i «Kongsemnerne». Jeg var
vist svært — morsom som den døde fru Helvig, da jeg var
bleven saa fed i ansigtet af en mægtig tandbyld, at jeg var
ganske skjæv, saa det var nok umuligt at holde gjenfærds-
illusionen oppe med en saadan «pluskvamperkjæftum». Og
naar jeg saa tænker paa, at jeg, uagtet jeg ikke har den fjer
neste idé om noder, har sunget i en hel del operaer! ja, da
mindes jeg uvilkaarlig, hvad Arv siger til Jeronimus i «Kilde-
reysen»: «at hans Dotter i Tanker maae have ædt en Node
bog og faaet en hel Del Noder og Pauser udi Maven, hvor-
forre hun gemeenligen altid maa synge.»
Det er kanske gaaet ligedan med mig. Jeg har jo, saa
langt jeg kan huske tilbage, elsket at synge; ja, den dag idag;