207 / 312
2 0 4
fru
L
ucie
W
olfs
livserind r ing er
.
kjød og blod.
Hun havde ikke kunnet løfte rollen hverken
legemlig eller aandelig; hun kom heller ikke til at spille den,
da hun blev syg.
Nu glædede jeg mig i tanken og nød allerede paa for-
haand
L a u r a ’s
udførelse af Rebakka, som jeg var sikker paa
vilde blevet en af hendes ypperligste prestationer. Men nei,
saa blev det ikke, frøken
R e im e rs
fik rollen.
Dette var vir
kelig en stor sorg og en bitter, ufortjent skuffelse for fru
G u n d e rs e n ,
som hun skal have ondt for at glemme. Vi sad
sammen og saa udførelsen.
Da tog hun min haand, græd
bitterlig og sagde: «Ak,
L u c ie ,
først nu ser jeg, hvad jeg
skulde skabt af Rebekka ! Aa, for en synd
Ib se n
har begaaet
mod mig! Hvad har jeg dog gjort ham, at jeg skal krænkes
saa haardt?» Jeg følte inderlig med hende og saa klart det
store tab i kunstnerisk henseende, som baade hun, theatret
og
Ib sen
led ved denne fremgangsmaade.
Stykket blev heller ikke levedygtigt, hvilket det vilde
blevet med
L a u r a G u n d e r s e n ’s
Rebekka ; del gik snart ud
af repertoiret, dette herlige verk, som vi kunde levet paa i
aarrækker, hvilket vi har gjort med saa mange af
Ib s e n ’s
andre stykker, hvor de fleste kvindeskikkelser er gjengivet af
vor genialeste og uerstatteligste kunstnerinde, hvis mage Norge
vel ingensinde faar.
Dette skal ikke være til forkleinelse for frøken
R e im e rs.
Hendes begavelse hører ikke hjemme paa disse omraader;
hun burde alt for mange
aar siden været anvendt i det
komiske fag. Dette har hun jo nu saa tydeligbevist i «Kjær-
lighed uden strømper», ligesdm tidligere i «Et sølvbryllup»,
«Kjærlighedens komedie» o.
fl.stykker, hvori hun ogsaa har
gamle, komiske roller.
Her
erhun paa sin rette plads; det
er alle kyndiges mening.
Hendes person, organ, gang, bevæ
gelser, maade at sige replikker paa, alt passer her fortræffe
lig, og hun kan imødese en meget god og interessant stilling
ved theatret i dette saa taknemmelige rollefag.