203 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
liv se rin d r in g e r
.
sæt, saa fik mange af dem mer agtelse baade for sin kunst
og sit liv, end nu ofte er tilfældet. '
B jø r n s o n
forlangte — og med rette — den samme ag
telse og kjærlighed til vort skjønne kald, som han selv i saa
høi grad besjæledes af.
I sit brev fortalte han mig om det
indtryk, han havde af den danske komedie. Det var nok
forbi med de store begavelsers tid, sagde han; men kunst
var det, som der presteredes alligevel. Alt var formfuldendt;
det ydre lagdes der uhyre vegt paa, medens det var smaat
bevendt med den indre begavelse.
Der var af det ældre
kuld kun
P h is t e r
og frue samt fru
S ø d rin g
tilbage,, og den
sidstnævnte var egte, herlig! Blandt andet spurgte han mig-
om, hvor der blev af det næste kuld af begavelser hos os,
om det ikke blev her som i 50-aarene, da der stampedes frem
af jorden talenter som
J o h a n n e s
og
L o u is e
B r u n ,
L a u r a
S v e n d s e n
og
L u c ie Jo h a n n e se n .
Aa, jeg glemmer ham aldrig, da han kom hjem fra
Danmark! Han kom styrtende op til mig, tog mig i sine
arme og sagde med taarer: «Ak, stakkels Dem, hvor sorgen
har huseret med Dem, De er jo bleven saa tynd og mager!
Men det er godt at have sorg, det skal De faa erfare; det
styrker og staalsætter éns karakter og virker altid forædlende
og udviklende.»
Der var virkelig styrke for mig i denne
samtale.
Han har jo en vidunderlig maade at tale paa, især
til dem, som er bedrøvede; da er han blød og øm som en
kvinde.
W o l f
talte ogsaa om et besøg, han engang havde
havt af
B jø r n s o n ,
medens han laa syg, hvor han havde talt
saa trøstende og kjærlig til ham som til et sygt barn. —
Mine erindringer om
H e n r ik Ib s e n ’s
virke ved theatret
er ikke saa levende eller interessante for mig.
Han var
artistisk direktør en tid i Bergen. Jeg mindes ham som en
taus, forunderlig sky mand, som jeg altid fandt stod langt
borte fra os alle, én, hvis væsen ingenlunde vakte lyst til at
tale ret fortrolig eller tillidsfuldt med. Han var jo altid
i