FruLucieWolfsLivseridringer

med hensyn til at gjøre det, han vilde, saa kunde han mange

gange rent slaa gjækken løs og more sig som et barn over-

et og andet, som forefaldt. Jeg kaldte ham «far», hvilket

han altid morede sig over. Engang kan jeg huske, jeg sagde

til

E l i s e B e r g

(fru

B i d e n k a p ) :

«Nei,

L i s e ,

lad være med dem

kommers, ser du ikke, at far staar der nede ¡'orkestret med

stokken i haanden og instruerer, saa haarene staar ret op

paa ham af sinne. Bi nu lidt, saa springer han op paa

scenen og juler os allesammen, og det fortjener vi; det er ja-

rædsomt, hvor fælt han strider med os.»

L i s e

fortalte harm

dette under prøven.

Han kom hen til mig og sagde leende:

«Ja Gu’ har De ret, man skulde tro, det var idioter alle ihop..

Kom, følg mig op og faa et glas vin.» Medens vi nyder den,

kommer theaterbudet og leverer

B j ø r n s o n

et telegram fra

Bergen. Han havde nemlig telegraferet til skuespiller

M o n s e n

for at faa ham hid straks til at spille en bondegut i et stykke,,

han vilde have frem.

M o n s e n

var virkelig en begavelse, sorm

B j ø r n s o n

satte stor pris paa. Men samme

M o n s e n

blev med

ét saa forfærdelig religiøs, at han fandt, det stred mod. hans-

samvittighed at spille komedie, hvorfor han blev fotograf

Hans svartelegram lød saa:

Til

j ø r n s t j e r n e

j ø r n s o n

Vig fra mig, Satan!

Din hengivne ven

o n s e n

M o n s e n

er for tiden mormon og bor

Utah.

Det var virkelige festdage at arbeide sammen med1

B j ø r n s o n .

Han viste

o s

ikke bogstavelig det, vi skulde ud

føre i vore roller, nei, han talte kun med os; men paa en

saadan maade, at der ligesom blev trukket et slør fra vort

syn, saa vi tydelig og klart saa og følte, at saadan, og kum

VORE ARTISTISKE DIREKTØRER.