201 / 312
og komponist mener det skal spilles, saa var det jo ugjørligt
hertillands.
Nei, vennen min, De skal skabe en Helena, som
er det stik modsatte af den virkelige figur. De skal gjøre
hende saa uskyldig og engleren som et barn; da virker den
dobbelt komisk.» Dette forstod jeg og gjorde som han sagde,
og han var aldeles henrykt over min Helena. Det samme
var forresten hele byen; dog fik jeg baade anonyme og andre
breve — ja fra to prester — , hvori de i sterke ord bebrei-
dede mig den uværdige maade, hvorpaa jeg misbrugte ,mit
talent. Ved den første opførelse sad
B jø r n s o n
i sprinkellogen.
Da jeg havde sunget en sang, hvor hvert vers ender med:
«Sig er det ret, skjønne Venus, i løn saa at bedaare det
svagere kjøn?» brød der løs en latter og en applaus som et
tordenskrald og derpaa en storm af piber; det lød, som jeg
stod paa et skib i en orkan. Af og til hørtes navnet
B jø r n s o n
i larmen. Jeg blev aldeles forfærdet, gik lige hen til logen,
hvor
B jø r n s o n
sad, og raabte op til ham: «Hvad skal jeg-
gjøre,
B jø r n s o n ?
Han vinkede blot med haanden og sagde
ganske rolig:
«Spil væk, vennen min! De er saa morsom!»'
Da saa endelig engang pibningen stilnede af, havde jeg en
replik at sige, som lyder saa : «Ak, denne sang har styrket
og oplivet mig»; istedet derfor strakte jeg haanden ud mod
publikum og sagde:
«Tak, det letted !
Denne musik var
virkelig oplivende,» hvorved atter en storm af bifald faldt ned
over mig.
Stykket trak fuldt hus i maanedsvis, uagtet
B jø rn so n -
blev gjennempisket af kritiken og skuespillerne udskjeldt i det
uendelige.
«Pyt,» sagde han, «lad bare gaa, jeg har en bred
ryg, og jeg siger, at vi giver stykket med rent storartet fin
kunst i mange dele, noget de ikke gjør os efter paa de første
scener, hvor jeg har seet det, og hvor de g iver‘det i sin
nøgne virkelighed.»
Det var herlige dage for os allesammen — fra den største
til den mindste — , da denne ægte norske høvding stod og;
198
f r u L u cie W o l f s li v s e r in d r in g e r .