FruLucieWolfsLivseridringer

¡kloster, gaar og bevæger sig paa denne simple maade ? Nei,

yennen min, brug Deres gode forstand!» Og hun brugte den,

det ér sikkert. Hun arbeidede saa ihærdig med sit legeme,

saa hun tilslut endte med at blive gratiøs, noget hun ingen

lunde var af naturen.

W o l f

sagde, at en instruktion som

B jø r n s o n ’s

havde

han ikke seet mage til, selv ikke paa det kongelige theater

i Kjøbenhavn.

Gamle roller, man i aarevis havde spillet,

kunde han saaledes endevende blot ved at tale med skue

spillerne derom, saa de fik et nyt og ganske anderledes inter

essant syn paa dem end før, ja, de kunde frembringe en

prestation langt bedre og mer virkningsfuld end den, de før

havde skabt.

Dette havde

W o l f

erfaret flere gange med sine

•egne roller.

Og denne mand havde man virkelig lov og raad til at

undvære! Selv om han i sin barnslige fantasi havde fundet

paa, at han vilde have flere loger til sin raadighed, saa

var dette bagateller, som alle, og han selv kanske mest,

vilde le af.

B j ø r n s o n

var ikke beregnende og smaalig.

Han vilde

fremforalt, at personalet skulde have saa gode kaar, som det

var muligt at skaffe dem.

Han sagde saa ofte: «Først maa

■skuespillerne være fri for næringssorger; det er en rædsom

'hemsko for deres kunst, om de skal drages dermed.» Aldrig

■søgte han at gjøre sig noget indbringende; det var det sidste,

han tænkte paa, og han havde altid aabent hjerte og haand

for dem, som bad om hans hjælp.

Theatret har været vel tjent med

B jø r n s o n ’s

maade at

honorere paa.

Han var nobel til det yderste i alle henseen

der; og han var dog ingen rig mand. Mangt et ryggetag tog

han blot for at skaffe os penge i kassen, som da han opførte

«Skjønne Helena», hvilket jo dengang ansaaes for en sedelig-

hedsforbrydelse. Men han sagde rigtignok til mig, som spil

lede titelrollen:

«Ja, skulde vi spille det saa, som forfatter

VORE ARTISTISKE DIREKTØRER.