196 / 312
SKUESPILKUNSTEN
Det var hende, som sagde til søster
P e r n i l l e ’s
kjæreste, naar
hun fandt, han sad forlænge i stuen om aftenen:
«Nei, vet
I ka, mosjø, no maa I jamen gaa, saa eg kan faa reie op
sengen til
Jo h a n n e s e n
; han e’ no saa trøt og søvnig, saa vi
kan prikke ham paa øgene; og I vet jo, at han og madammen
ska’ tidlig op om morgningen.» Ja, hun jog min kjære svoger
mer end én gang.
«Ja,» sagde hun videre,
«1
var en gal og
lystig unge, det ska’ være vist! Eg husker nok, daa eg skulde
skure gaalve, daa satte I jer altid til at rie paa ryggen min,
og eg blev ikje kvit jer, før madammen maatte slite jer fra
meg i de lange fletterne Deres. Ok, for en kommersbror I
var! Er I like lystig endda? I har jo vore enke i mange aar,
stakkar, det har eg jo hørt, men I er pen endaa, og om I
vilde sværte haaret jeres, saa kunde I blive gift igjen, det er
eg vis paa. Kaa mange aar er det, I har voren enke?»
«Aa,» svarede jeg, «det er jo ikke mere end 20 aar, saa jeg
har kanske haab endda.» «Ja, eg skulde tru saa,» sagde hun,
«men eg kan no se, at dette mener I ikje. Ja, lev no vel,»
vedblev hun, «vær no gla’ og vellystig, som 1 altid har voren,,
og I har det vist godt, for I ser saa prikeveret ut.»
Hun
havde det med at bruge underlige ord i sin talemaade, som.
saa mange bergensere har.
25 — Fru Lucie W olfs livserindringer.