191 / 312
fru
L
ucie
W
olfs
l ivserind r ing er
.
En aften efter en prøve, hvor vi havde gjort kortjeneste
og var rigtig trætte og udasede, og
L a u r a
var sær, spurgte
jeg for at formilde hende, om vi ikke skulde gaa ind og faa
os noget godt at drikke; jeg havde tilfældigvis lidt penge
paa mig. Vi gik da ind til kjøbmand
D u h r e n d a h l
og kjøbte
en flaske muskatvin til 16 skilling, som vi da fik trukket op;
men vi generede os for at laane glas, saa vi kunde drikke
den oaa stedet, og tog flasken med os og gik ind i nab.o-
porten —
C a r l K r a f t ’s
gaard — , hvor vi skiftevis satte
flasken for munden og drak.
Pludselig kommer to af arbej
derne ud Ira gaarden, og den ene udbrød: «Nei, nu biir’ det
leit her, ja Gu’ staar her to jenter og drikker af brændevins-
flaska, gut! Vil dere se aa komma ut, fordømte fillejenter,
ellers ska dere faa juling!» Vi slap i forfærdelsen flasken og
styrtede afsted saa hurtig vi kunde.
L a u r a
og jeg har oplevet mange pudsige scener. F. eks.
da vi var sammen i Kjøbenhavn som ganske unge, — vi
havde begge et lidet stipendium og skulde se dansk kunst — ,
gik vi en stegende varm dag opover en lidt afsides gade,*
Blankogaden, hvor
L a u r a
boede. Vi havde pyntet os rigtig
fint, nye, moderne hatte o. s. v., og skulde vise os frem paa
gaden; men ingen saa paa os, vi forsvandt fuldstændig i
viimlen nede paa Østregade, — vi som var saa vant til af
blive «begloede» hjemme i Kristiania — , og vi gik nu trætte,
varme og flaue hjemover efter at have kjøbt med os en stor
pose kirsebær til at læske os paa.
Pludselig snubler
L a u r a
i rendestenen, hvor der forresten var ganske tørt, falder og
— bliver liggende.
«Men kjære
L a u r a ,
vil du ikke reise dig
op? Vil du bli’ liggende der med din pene hat?» spurgte jeg
yderst forbauset.
«Ja, lad mig bare ligge, jeg er saa træt,
og der er jo ingen, som ser hverken paa os eller vore hatte.»
«Ja, vær saa god, bliv liggende, svarede jeg og tænkte i mit
stille sind: saa spiser jeg alle bærene. Og det havde jeg