186 / 312
SKUESPILKUNSTEN.
183
‘det gammeldagse, affekterede vaas, unatur fra først til sidst!»
Realisterne paastaar, at i alt dette skjønne og poetiske, som
idealisterne vil have frem, er der ikke den rette sandhed;
det er for pyntet og udsmykket. Men er da ikke det skjønne
ligesaa sandt som det stygge og grelle? Kunsten skal da saa
langt fra at drage nedad, tvertimod løfte
og føre selv
det
mest forvorpne individ hen til det evige og sande ved
sin
skjønhed.
Kunsten skulde gaa haand i haand med religionen,
der jo dog er den høieste og skjønneste poesi; og den om-
“Straaler og kaster sin glans selv i den mørkeste vraa.
Naar
kunsten tager poesien til hjælp, maatte den da ikke — om
end ufuldkomment — dog føre hen til samme maal ?
Jeg
synes f. eks. det er en stor feil, at presterne aldrig besøger
theatret.
En undtagelse gjorde dog biskop
T
a n d b e r g
,
der altid
vai tilstede, naar vi spillede
H
o l b e r g
og
M
o l i e r e
,
hvorover
han frydede sig ubeskrivelig.
Jeg har hørt prester sige, at
de nok kunde have lyst til at besøge theatret, men ikke gjør
det, fordi de troede, det vilde vække forargelse hos adskillige
i menigheden.
Det er jo for galt, at dannede, oplyste mænd
skal behøve at tage saadanne hensyn. Dette er jo det samme
som at sige til disse ensidige, uvidende mennesker, at den
dramatiske kunst er synd.
Netop presterne skulde besøge
theatret; de vilde da lære folket, at theatret som kirken skal
virke hen mod samme maal til opløftelse
og belærelse,
og
mangt et godt frøkorn kan finde vei til hjerterne ligesaavel i
theatret som i kirken.
Jeg husker min gamle, gudfrygtige
søster
M
a r t h e
,
som i mange aar var hos mig, kom hjem en
aften efter opførelsen af operaen «Faust». Hun var forgrædt
og aldeles betaget og udbrød :
«Ja, dette var i sandhed en
saa opløftende og gribende kirkegang, som jeg meget sjelden
har været med til.
Og saa denne skjønne musik, ja, det maa
•være himmelens sprog, der tales i den.»